Tøse-tv om stjernefrø og deres bøvl med kærester, venner og ambitioner.

Fra X Factor og alle de andre stjernedrømme-serier er vi vant til amatører, der forsøger sig som professionelle. I 'Store Drømme' får vi det modsatte: professionelle, der spiller amatører! Det er de selvfølgelig mægtig gode til. Ikke mindst Maria Lucia og Anna David, som allerede ER stjerner. Blandt de ikke-så-kendte lyser Morten Hemmingsen op.

TV 2 insisterer på, at 'Store Drømme' er for hele familien. Men ikke for min, i hvert fald! Mandlige familiemedlemmer i tre generationer bad om noget kvalmedæmpende og erklærede serien for 'tøse-tv'.

'Fame' med mindre energi

Den nye serie mikser dans, musik og fnidder med kærligheden blandt unge (og deres lærere) på en showbiz-skole. Den vil være et dansk svar på amerikanske 'Fame', som tilbage i 1980erne fik os alle til at smile og vippe med fødderne.

Til sammenligning mangler 'Store Drømme' den amerikanske energi. De danske stjernefrø brænder meget mere stilfærdigt for deres drømme end de grådige amerikanere.
'Store Drømme' øser op så det skvulper med kærlighed, jalousi, venskab og intriger. Det hele bliver kogt sammen og krydret med musik, sang og dans, og det er således en klassisk opskrift, der dog her serveres som en mild, dansk gryderet

Jeg har smugkigget de første fire afsnit af serien, og kan konkludere, at den er let af følge med i, forudsigelig og skamløst banal. Musikken står stærkt - for dem der er til ørekælende pop. Det er der utvivlsomt masser af små piger, som er. Det er da også dem, deres mødre og mormødre, som vil hygge sig med denne serie, med alle dens forviklinger og fredsommelige problemer med kærester, familie og ambitioner.

'Store Drømme'. Instruktion: Adam Neutzky-Wulff.