På scenen knuser han pigehjerter i rollen som forføreren i 'Don Juan' på Grønnegårdsteatret. Privat kan den 38-årige skuespiller fejre 15 års bryllupsdag med sit livs kærlighed, Therese Stougaard Bro.

For 18 år siden faldt den dengang 20-årige Nicolas Bro pladask for sin kone Therese. De to mødte hinanden på Krogerup Højskole, og blot tre år efter ringede kirkeklokkerne. Parret kan den 22. juni fejre 15-års bryllupsdag.

Så selv om Nicolas Bro i denne måned skal stå på scenen og spille rollen som den klassiske førsteelsker og kvindebedårer, er det en rolle, der ligger fjernt fra hans eget liv.

Kigge dybt i øjnene

- Jeg er ikke selv en don juan. Jeg har jo ikke været ude at score i mange år nu, jeg holder mig til Therese, fortæller Nicolas Bro til B.T.

Mærkedagen betyder meget for Nicolas, så han har ingen problemer med at huske datoen: 'Jo, det har jeg styr på, det er den 22. juni, og jeg glæder mig', griner han.
Og hvordan fejrer man så en 15-års bryllupsdag?

- Vi skal spise noget god mad og kigge hinanden dybt i øjnene. Men jeg skal formentlig øve den aften, så det bliver nok ikke til den helt store fejring.