Oscar-uddelingen er under opsejling, og det ligner et opgør mellem to tidligere ægtefæller. Danske Lone Scherfig er med i opløbet.

Få timer før de eftertragtede filmpriser Oscar skal uddeles i Los Angeles, er Kathryn Bigelow favorit til at tage priserne for bedste film og bedste instruktør med krigsdramaet "The Hurt Locker".

Det vil i så fald ikke blive Lone Scherfig, der som den første danske filminstruktør er nomineret til bedste instruktør for sin engelsksprogede film "An Education". Men hendes film er også med i konkurrencen om bedste kvindelige skuespiller og bedste manuskript.

Kathryn Bigelow kan skrive historie, hvis hun får prisen som bedste instruktør. Hun vil så være den første kvinde i prisuddelingens 80-årige historie.

Det store show i Kodak Theater, der vil blive fulgt af flere hundrede millioner tv-seere verden rundt, begynder kl. 02 mandag morgen dansk tid.

Bigelow vil få hård konkurrence fra sin tidligere mand, James Cameron, der møder med sin film "Avatar", en spændende science fiction historie, der har kostet 500 millioner dollar at indspille.

Opgøret mellem Bigelow og Cameron er kaldt Davids kamp mod Goliat. Bigelows film "The Hurt Locker" har kun kostet 11 millioner dollar at indspille.

I genren dokumentarfilm spås den danske instruktør Anders Østergård en god chance for en Oscar med sin film "Burma VJ" om de folkelige protester mod styret i Myanmar.

Det danske produktionsselskab M&M Production står bag en af de nominerede kortfilm: "The New Tenants".

Blandt de mange priser kan Meryl Streep sikre sig trofæet for bedste kvindelige skuespiller i komedien "Julia & Julia", mens Jeff Bridges er favorit til at snuppe den mandlige pendant for sin rolle som den fordrukne sanger i "Crazy Heart".

/ritzau/