Efter en følelsesladet og offentlig strid med sin egen datter har modekongen Erik Brandt drukket sin sidste dråbe alkohol nogensinde.

»Jeg skal aldrig under nogen omstændigheder drikke igen. Det er meget enkelt, men det er ikke så nemt,« sagde han i DR-programmet ‘Sidste omgang i Whiskybæltet', der blev sendt mandag aften.

Det var Erik Brandts ældste datter, Emilie Brandt, der valgte at udråbe sin far som alkoholiker i et noget overraskende Facebook-opslag tilbage i december 2016.

Her afslørede hun også, at faderens alkoholproblemer havde tæret så meget på forholdet mellem far og datter, at de ikke havde set hinanden i et halvt år.

I DR-programmet nægter Erik Brandt, der fylder 75 år i næste uge, imidlertid, at han er alkoholiker.

»Jeg kan ikke lide ordet. Alkoholikere er nogen, der ikke kan tage sig sammen, og nogen, der ikke har viljen, og nogen, der efter min forestilling måske ikke har klaret sig så godt i livet. Jeg har klaret mig glimrende her i livet,« siger han.

Selvom vinflaskerne endegyldigt er lagt på hylden, erkender han dog, at druerne stadig lokker.

»Lige nu vil jeg give en halv million kroner for et glas hvidvin. Og der er den jo lidt gal. Har du ikke bare et halvt glas hvidvin?« plager Erik Brandt værten på programmet, forretningsmanden Steen Svartzengren, der hjælper modekongen med at gøre op med sit alkoholproblem.

Allerede i marts sidste år meldte modekongen ud, at han havde klaret at kvitte de våde varer.

»Nu har jeg lagt hvidvinen på hylden. Jeg har jo aldrig drukket andet end hvidvin de seneste tre-fire år, men jeg kan ikke tåle det mere, det må jeg se i øjnene. Det har jeg klaret selv. Det er bare at tage sig sammen,« sagde han dengang.

I den forbindelse afslørede han også, at forholdet til datteren atter var kommet på ret køl efter den offentlige strid.

»Jeg synes ikke, at Facebook er det rigtige sted at diskutere sådan nogle ting, men det er bare min mening, og det kan godt være, at jeg er gammeldags,« lød det fra modeskaberen om datterens opslag på Facebook.