Michael Jacksons chimpanse er blevet 26 år og lever i bedste velgående uden for rampelyset.

Mange nære venner af Michael Jackson brillerede ved deres fravær ved mindehøjtideligheden for den afdøde stjerne i sidste uge. Heriblandt Elizabeth Taylor og Diana Ross. Men heller ikke en vis behåret herre ved navn Bubbles var at finde blandt de celebre gæster. Og var heller ikke inviteret. - Men han savner Michael, kunne hans nærmeste fortælle i de amerikanske medier efterfølgende. Chimpansen Bubbles er i dag 26 år gammel og lever i bedste velgående uden for mediernes rampelys i Florida, hvor han som mange andre pensionister har trukket sig tilbage og har residens i Center for Great Apes, hvor han nyder tilværelsen. Sammen med andre aber. - De slapper af. Tager eftermiddagslur sammen. Piller lus på hinanden. Og kommer op at slås, som aber gør, siger direktør for centret, Patti Ragan til CNN. Bubbles var bare tre år gammel, da popkongen Michael Jackson forelskede sig i ham og købte ham fri fra en tilværelse som prøveabe for kræftforskning. Det var i 1985, hvor superstjernen konstant blev omtalt som 'Wacko Jacko'. Med god grund. For han investerede ikke bare i en chimpanse som kæledyr. Han købte elefantmandens skelet. Sov i ilttelt. Bestilte voodoo over Steven Spielberg... det var i hvert fald den slags, der konstant kunne læses i pressen. Lærte at moonwalke Men Bubbles var nu engang noget af det særeste. For den lille chimpanse boede og sov hos ham. Først i forældrenes hus i Encino. Siden på Neverland. Havde egen tremmeseng ved siden af Michaels. Gik klædt i samme tøj som sin herre. Gik på samme toilet. Spiste med ham ved middagsbordet. Og havde egen bodyguard. Lærte sågar at moonwalke. Var med ham overalt i verden. - Bubbles er en konstant kilde til glæde, som Michael Jackson sagde dengang om chimpansen, som var hans bedste ven. Men i 1997 - hvor Bubbles altså var teenager - gik det helt galt. Prince Michael I blev født. Og Bubbles begyndte at vise stigende tegn på voldsom aggressivitet. Og som enhver nybagt far blev superstjernen bekymret for sin babys sikkerhed. Så inden længe skilte Michael Jackson sig af med Bubbles. - Selvom det gør ondt, som han fortalte i et tv-interview. For vild til børnene Frem til 2004 levede chimpansen på en ranch i Californien. Tæt på Michael Jackson, som jævnligt kom på besøg sammen med børnene. - Men de får ikke lov til at lege med ham. Han er for vild, som Bubbles ’daværende dyrepasser sagde. For ikke helt at svigte sin gamle ven, havde Michael Jackson planer om at holde en fest for chimpansen. Hvor andre kendte dyr, som Lassie, Cheetah fra Tarzan og Benjii også skulle inviteres. Men festen blev aldrig til noget. Og for fem år siden flyttede Bubbles så videre i verden til Florida, hvor han stortrives. - Bubbles savnede ham, dengang de skiltes. Og kommer til at savne ham nu. Chimpanser er meget intelligente og har en god hukommelse. Michael og han var nære venner og legekammerater. Og sidst de sås, var der stor gensynsglæde, som Bubbles’ nærmeste altså nu kan berette. - Den bedste hyldest, vi kan give til Michael, er at passe rigtig godt på Bubbles. For jeg ved, at han elskede ham!, som Patti Ragan siger til CNN.