Frans Nielsen markerede sig endnu engang som en af NHLs mest sikre straffeslagsskytter.

New York Islanders' danske playmaker blev matchvinder natten til tirsdag i Nassau Coliseum i 1-0 sejren over Philadelphia Flyers.

Det var Islanders' fjerde sejr i træk, og øboerne har for første gang i klubbens historie vundet 15 af deres første 21 kampe.

Efter at Kyle Okposo havde misbrugt Islanders' første forsøg, scorede Frans Nielsen, og John Tavares fulgte op med den anden Islanders-scoring, mens målmanden Jaroslav Halak tog sig af Flyers' to forsøg ved Scott Laughton og Claude Giroux.

Jaroslav Halak og Flyers-målmanden Steve Mason havde begge en redningsprocent på 100 på henholdsvis 21 og 46 skud i de 65 minutter og blev kåret som 1st og 2nd Star, mens Frans Nielsen blev 3rd Star.

New York Islanders er på tredjepladsen i Eastern Conference tre point efter topholdet Montreal Canadiens med Lars Eller, men for to kampe færre.