En pause uden råben og skrigen. Taktiske dispositioner, de færreste forstod og spillere, der var tømt for vilje. Sporten.dk dykker ned i historien om et dansk kollaps, der endte med en succestræners tab af kontrol
Scenen er et omklædningsrum i Palau Sant Jordi i Barcelona. Ikke langt derfra jubler størstedelen af publikum over det, der allerede nu ligner et stensikkert verdensmesterskab til de spanske værter.
For selv om der kun er spillet 30 minutter af VM-finalen, er stillingen 18-10 i spansk favør. Og selv den største pessimist blandt de spanske tilskuere har svært ved at få armene ned.
I omklædningsrummet sidder en flok danske spillere. De har svært ved at forstå, hvad der lige er sket.
Flere af spillerne dækker hovederne med håndklæder. Ulrik Wilbek har ikke brug for at råbe og skrige.
Samtalen er afdæmpet. Der bliver talt om, hvordan man skal vende kampen. Og det står klart, at der skal ske et eller andet fra begyndelsen af anden halvleg, hvis man skal tro på guld. Men de færreste virker som om, de har den tro stadig.
Og i bagklogskabens klare lys efterlyser flere, at der faktisk blev givet en ordentlig skideballe. Den kommer ikke. Der er heller ikke nogen, der lægger mærke til, at Ulrik Wilbek på tredje dag har det fysisk skidt.
Der skal ske noget. Det gør der også, men Ulrik Wilbeks taktiske disposition vækker med det samme forundring. Profilerne på kanterne, Hans Lindberg og Anders Eggert, får at vide, at de skal blive på bænken, da de sidste 30 minutter går i gang. Det virker underligt, at så garvede folk skal sidde ude, er vurderingen af Ulrik Wilbeks beslutning.
Langt derfra sidder formand for Dansk Idrætspsykologisk Forum, Niels Rossing, og betragter hændelserne.
- Man kan sige, at den tillid til egne evner, der var bygget op gennem hele turneringen, forsvandt meget hurtigt. Det er det, der sker, når bærende kræfter som Mikkel Hansen og Anders Eggert begynder at brænde deres forsøg, og det så får en negativ afsmitning på resten af holdet, forklarer Niels Rossing.
I Palau Sant Jordi ryger René Toft ind på banen. Han mærker hurtigt, at der ikke er mere i benene. De vil ikke, hvad han vil. Og den fornemmelse er der hos mange. For måske havde den hidtidige pragtpræstation i semifinalen tæret mere, end spillerne ville være ved.
Sent fredag aften - klokken nåede at passere 23 - kunne de danske spillere juble over en stensikker sejr på 30-24 over Kroatien. Det hold, de fleste vurderede til at være turneringens bedste.
En dansk finale var igen en realitet. Og nu skulle det forbandede nederlag til franskmændene for to år siden hævnes. Dengang tabte Danmark efter forlænget spilletid mod et hold, der talte nogle af verdens ubetinget største stjerner. Men Spanien? Det var da rent guf for danskerne, der havde slået værtsnationen i alle betydende kampe siden 2006.
- De er på hjemmebane, og det bliver sindssygt svært. Jeg tror, det bliver meget tæt. Og jeg tror, vi har en chance. Nu skal vi dog lige restituere. Men vi er utroligt stolte af det her, sagde Ulrik Wilbek.
I Danmark raser håndboldfeberen. Eksperterne er ikke i tvivl: Danmark vinder guld og bliver verdensmestre i håndbold søndag aften.
- Vi er mere spilintelligente. Vi forfiner spillet mere i forhold til Spanien, som er mere råstyrkebetonet. Det danske spil er bredere funderet og bedre sat op, lyder det blandt andet fra håndboldekspert, Bent Nyegaard.
2,2 mio. danskere sidder da også klar foran skærmen, da kampen går i gang søndag aften. Det tal er faldet markant, da kampen fløjtes af.
Det største nederlag i en VM-finale er en realitet. Intet fungerede i det danske spil undervejs, og kampen ender med at være en farce, som danskerne mest af alt bare vil have overstået.
- Jeg ved det simpelthen ikke. Alt gik galt. Vi taber kampen på alle parametre, siger en tydeligt fortvivlet René Toft Hansen, der forsøger sig med en forklaring:
- Mit bedste bud er træthed. Folk var brugte, og Kroatien-kampen havde åbenbart krævet mere, end vi troede.
Niklas Landin har heller ikke den åbenlyse forklaring - udover at der ikke var noget psykologisk bundniveau på det danske hold.
- Jeg syntes egentlig, at alle spillere var klar, og vi har ikke spillet særlig godt, men vi er kun nede med et mål og hvis vi lige kan få rettet det, så ser det jo egentlig fint ud med kampen. Men så gik det stærkt på et tidspunkt, og de løber ned og scorer otte kontramål i streg, og så vender kampen fuldstændig. Og så går vi mentalt rigtig langt ned, siger han.
Umiddelbart efter kampen svarer Ulrik Wilbek kort på de første interview live på tv, inden han udvandrer fra et af dem. Han mener, at spillerne bærer ansvaret og pointerer, at han gjorde alt, hvad der var muligt.
Kronprinsesse Mary hænger sølv om halsen på det slukørede landshold. Mikkel Hansen er hurtig til at tage sin af igen. Skuffelsen er ikke til at tage fejl af.
- Jeg vil sige det sådan, at når jeg resten af mit liv vil tænke tilbage på den, så tror jeg vil det være med skuffelse, siger Mikkel Hansen om sølvmedaljen.
Efter præmieoverrækkelsen er der pressemøde. Både den spanske og danske landstræner forventes at møde op, men kun førstnævnte er til stede og den spanske landstræner raser.
- Vi har tabt til Danmark fire gange, og der har jeg siddet til pressemøder med Ulrik Wilbek. Så det her er bare ikke i orden, siger Valero Rivera, mens Finn Tage Jensen, pressechef i DHF, læser nogle få linjer op fra Wilbek, men undlader at sige, at afbuddet skyldes sygdom - en historie, der tager dagsordnen i Danmark i går, og som får Ulrik Wilbek til at flippe ud på en journalist fra Ekstra Bladet, der inde i lufthavnen spørger, om han har fået det bedre.
- Hold kæft, hvor er du fræk. Det var dog forfærdeligt. Jeg siger til dig, jeg var syg, så opfør dig dog ordentligt... Kæft, hvor er I afskyelige, lyder det overraskende fra Wilbek, der ellers er kendt som en mand, der kan tøjle sig i pressede situationer.
Morten Stig Christensen er en garvet mediemand. Den nuværende generalsekretær for DHF har luret stemningen i Danmark på forhånd, og han er klar til at tage brodden af skuffelsen, da han træder ud til de mange ventende journalister i Københavns Lufthavn.
- Det har været et fantastisk VM. Jeg har fulgt med til finalen og har været overvældet af spillet frem til. I finalen var jeg også overvældet - bare med omvendt fortegn. Jeg er dybt forundret over, hvad der er sket. Det er også historisk, at et af verdens førende hold får sådan et kollaps. Men vi er verdens næstbedste hold, og det er det, jeg fokuserer på, siger Morten Stig Christensen.
Spillerne er trætte og vil gerne hjem og holde landsholdsfri. Holde fri fra det mareridt af en kamp, de stadig er en del af.
- Nu skal vi holde pause. Nu skal vi tilbage i klubberne, og så kalder Ulrik Wilbek holdet sammen igen, og så arbejder vi imod en ny slutrunde. Og så arbejder vi benhårdt derfra, siger Kasper Nielsen om det EM, der venter om et år her i Danmark.
