Aalborg Håndbold følger KIF Kolding København videre i Champions League efter en flot fight mod ungarske Pick Szeged. Kampen endte 23-23.

Opgaven, der venter i 1/8-finalen, er dog ikke lige sådan at overkomme, for i kraft af nordjydernes fjerdeplads møder Jesper Jensens hold nummer et fra en af de tre andre grupper. Modstanderen bliver enten THW Kiel, FC Barcelona eller Veszprem.

Ikke desto mindre viste Aalborg Håndbold stor fightervilje i udekampen i Ungarn, hvor Pick Szeged ikke havde det store at spille for, fordi holdet allerede havde sikret sig andenpladsen i gruppen.

Aalborg Håndbold indledte bedst og kom foran med 3-0, men Pick Szeged kom bedre med i løbet af første halvleg, og de to hold gik til pause med stillingen 10-10.

Midt i anden halvleg så det imidlertid svært ud for det danske håndboldhold, som hele tiden kæmpede en kamp for at hente en ungarsk føring på to-tre mål. Hver gang nordjyderne var tæt på, blev de lige slået tilbage igen på grund af flot ungarsk angrebsspil eller en tominutters udvisning.

Men da kampen gik ind i de sidste minutter, vendte det hele på hovedet. Med godt fem minutter tilbage var Aalborg Håndbold pludselig foran med to mål. Men endnu en tominutters udvisning gjorde, at nordjyderne måtte slide ekstra hårdt i slutminutterne.

Heldigvis for Aalborg Håndbold lykkedes det at holde det uafgjorte resultat lige til sidst - et resultat, der akkurat sender dem videre i den prestigefyldte turnering.