En fugl af endnu ukendt art måtte lade livet, da Kevin Magnussen fredag formiddag trænede på Sotji Autodrom-banen i russiske Sotji.

På en omgangene smadrede Kevin Magnussen sin McLaren-racer lige ind i fuglen, der uden at fornemme faren vandrede rundt på banen.

- Smid denne omgang ud. Jeg tror, jeg ramte en fugl. Der er fugledele overalt, lød Magnussens efterfølgende radiomelding.

Det russiske Grand Prix er Formel 1-sæsonens fjerdesidste løb, og der skal helst nogle point på danskerens konto, hvis han skal gøre sig forhåbninger om at slutte i den samlede top-10. Magnussen er aktuelt på 12. pladsen med 39 point.

Det er første gang, at der køres Formel 1 i den russiske by, der også husede februar måneds vinter-OL. Sotji Autodrom, der er 5,9 kilometer lang og består af en kombination af afspærrede gader og strækninger, der kun bruges til motorløb, er anlagt omkring skøjtehallen fra vinter-OL tidligere på året.