Disney+ har været enormt succesfuldt målt på antal brugere, siden den amerikanske streaminggigant blev lanceret i 2019 i USA.

Men priserne for indholdet stiger, og 10. august meddelte Disney-tjenesten, at de vil hæve priserne markant for et premium-abonnement, skriver CinemaBlend.

En prisstigning som kan have fået bægeret til at flyde over for mange brugere. 

Siden 10. august er udtrykket 'Cancel Disney Plus' blevet enormt populært på de sociale medier, som opfordrer brugere til at boykotte steamingtjenesten. 

Og det er ikke kun på grund af de stigende priser. 

Disney+ meddelte oveni, at de vil slå hårdt ned på deling af abonnementerne. 

De sure abonnenter skriver også, at de faktisk ikke bruger Disney+ særligt meget i forhold til de mange andre streamingtjenester, som Disney konkurrerer med.

Disney+ hæver priserne i Danmark på deres premium-abonnement fra 79 kroner om måneden til 109 kroner.

De lancerer dog også nye abonnementer, hvor et abonnement med reklamer koster 49 kroner, og et abonnement uden reklamer og uden premiumfordele, der inkluderer høj skærm- og lydkvalitet, som koster 79 kroner.