Du har måske allerede bemærket det: Det er blevet hammerdyrt at leje biler og autocampere i højsæsonen.

Så vil du cruise rundt i en bil på ferien, skal du have flere penge op af lommen, end du tidligere har været vant til. Både inden for og uden for Europas grænser.

Det skyldes ganske enkelt, at biludlejningsfirmaerne – ligesom det også gælder for privatforbrugerne – ikke kan få fat i nye biler.

Bilproducenterne mangler nemlig stadig både mikrochip og reservedele. Det skriver Finans, der bragte historien først.

»Der er syv til ni måneders ventetid på en ny bil, så udlejningsselskaberne kan ikke supplere med det nødvendige antal biler. Sådan har det været hele indeværende år,« siger Jesper Ewald, der er indkøbschef i FDM Travel, til B.T.

»Da rejselysten for alvor begyndte at stige igen, viste det sig hurtigt, at bil-flowet var for småt. Og det har så gjort, at priserne er steget betragteligt.«

Dyrest er det blevet at leje bil på de rejsedestinationer, hvor efterspørgslen er størst. Det gælder denne sommer særligt USA, Italien, Portugal og Spanien.

Men også destinationer som Irland og Skotland fremhæver Jesper Ewald som udfordrende. Ja, faktisk er det både dyrt og vanskeligt hele vejen rundt.

»Det har haft den pudsige konsekvens, at vi sammen med kunden er nødt til først at kigge efter ledige biler på den ønskede destination, og dernæst tjekke flybilletter. Det plejer ellers at være omvendt,« siger Jesper Ewald og uddyber, at også hotelpriserne flere steder er steget.

»Indlandsturismen spiller også ind. For flere har under corona valgt at holde ferie i eget land. Og det betyder endnu færre biler og deraf endnu højere priser.«

Alene, hvis man sammenligner højsæsonens priser i 2019 med samme periode i 2020, var prisen for billejen fordoblet, fortæller han.

Og det er ikke blevet billigere siden. Tværtimod.

»Vi bliver selvfølgelig hjulpet af, at højsæsonen er ved at være overstået, men prisen bliver ikke lavere, før der kommer et normalt bil-flow igen.«

Men hvad kan man så gøre, hvis man har brug for at leje en bil og gerne vil gøre det til en nogenlunde fornuftig pris?

»Det bedste, man kan gøre, er at kontakte et rejsebureau. Og ja, det skal jeg sige, men jeg mener det. Vi har ekspertisen, vi ved, hvad der kan lade sig gøre, og hvor vi skal søge,« siger han.

»Og vil man rejse i højsæsonen, er det en god idé at konkretisere sine planer tidligt og komme hurtigt i gang med at bestille.«