Den kroatiske landsholdsangriber Mario Mandzukic er millimeter fra et skifte fra Atletico Madrid til Juventus.

Mandzukic, der scorede 20 mål i samtlige turneringer sidste sæson i Atletico Madrid, er rejst til Torino for at underskrive kontrakten, og den italienske storklub bekræfter på sin hjemmeside, at angriberen snart kan kalde sig Juventus-spiller.

»Jeg vil gøre mit bedste. Det gør jeg altid. Jeg vil kæmpe for mit nye hold. Jeg ved, Juventus har fantastiske tilhængere, og det er derfor jeg er glad. Nu er det her mit nye hjem, og bare rolig, jeg vil gøre mit bedste,« siger Mario Mandzukic til klubbens hjemmeside.

»È appena sbarcato a Torino! Benvenuto! (Han er netop landet i Torino! Velkommen!, red.)« skrev Juventus på klubbens Twitter-profil søndag aften.

Klubben har endnu ikke meldt noget ud omkring kontraktens længde, eller hvad de må betale til Atletico Madrid. Der spekuleres dog i, at Juventus må slippe mellem 130-140 millioner kroner, hvilket er omkring 100 millioner kroner mindre, end hvad den spanske klub betalte, da de hentede Mandzukic i Bayern München.

Det er i øvrigt tredje gang inden for fire år, at kroaten skifter til det hold, der tabte CL-finalen. I 2012 hentede Bayern angriberen, to år senere Atletico Madrid, og nu altså de zebrastribede fra Torino.

Juventus har allerede sikret sig det argentinske stortalent Paulo Dybala fra ligarivalerne Palermo, så den stribede offensiv er i den grad ved at blive opgraderet. Det ventes dog, at sidste sæsons topscorer, argentinske Carlos Tevez, skifter hjem til barndomsklubben Boca Juniors inden længe.