Tre år med 45 millioner kroner i årsløn, eller to år med 67,5 millioner kr. i årsløn. Så meget vil Zlatan Ibrahimovic have for et skifte til italiensk fodbold.

Ifølge aftonbladet.se er Zlatan Ibrahimovic er på vej til Qatar for at mødes med præsidenten for PSG, Nasser Al-Khelaifi. Zlatan og hans agent, Mino Raiola, tager til ørkenstaten for at diskutere den store svenskers fremtid i den franske klub.

Italienske AC Milan har igennem længere tid vist interesse for Zlatan, og den svenske avis Expressen har tidligere kunnet afsløre konkrete forhandlinger mellem klubben og Ibrahimovic.

Det bliver dog alt andet end billigt at hente PSG-stjernen til Milan.

Zlatan forventes at fremlægge et lønkrav til sin kommende klub på omkring 45 millioner kr. om året for en tre-årig kontrakt, eller 67,5 millioner kr. om året, hvis kontrakten kun er på to sæsoner.

AC Milan har de seneste sæsoner været langt fra tidligere tiders storhed og leder derfor efter forstærkninger til truppen. Et kontrakt med Zlatan Ibrahimovic, der også spillede i klubben i 2010-12 og scorede 42 mål i 61 kampe, kan være et stort skridt i den rigtige retning for Milano-klubben.