Der blev uddelt to røde kort og et straffespark, da Polen og Grækenland spillede 1-1 i en underholdende åbningskamp ved EM.

Det var alt andet end en kedelig start på EM i Polen og Ukraine, da Polen og Grækenland åbnede fodbold-ballet.

Fra kampens begyndelse stod der Polen på det meste. Især i højresiden flød samarbejdet, og de største chancer tilfaldt hjemmeholdet, der var opsat på ikke at blamere sig foran hjemmepublikummet.

Den polske angriber Robert Lewandowski har haft en fantastisk sæson i tyske Dortmund, hvor han har hamret bolde i kassen på stribe, og det blev ham, der scorede EM's første mål.

Det faldt efter 17 minutters spil, da et gennemspillet angreb på højresiden endte med et millimeterpræcist indlæg til Lewandowski, der satte pandebrasken på bolden og gjorde det til 1-0.

Hidtil havde der stået Polen på det meste, og det begyndte for alvor at se svært ud for de græske spillere, da Sokratis Papastathopoulos i 35. minut modtog sit andet gule kort og måtte forlade banen.

I slutningen af første halvleg følte grækerne sig bortdømt, da der var hånd på bolden i det polske forsvar, og dommerens fløjte forblev tavs.

Før kampen havde de græske spillere talt om, at EM var en kærkommen mulighed for at give et hjemland i finansiel krise noget at glæde sig over, og nede med en mand fik grækerne kæmpet sig tilbage i anden halvleg.

Polen formåede simpelthen ikke at udnytte overtalssituationen, og det udnytte grækerne.

Det var indskiftede Dimitris Salpingidis, der udlignede til 1-1 mål efter dårlig kommunikation ved et indlæg i det polske forsvar.

Indskiftede Salpingidis skulle vise sig at blive den helt store fornøjelse i kampen. Efter 70 minutter tog han bolden flot ned i det polske felt og blev nedlagt af målmand Szczesny, der fik rødt.

Erstatningen på den polske målstreg, Przemysław Tyton, kom godt ned til det fladt sparkede hjørnespark og holdt Grækenland fra fadet, men nu var kampen igen helt åbent 10 mand mod 10.

Salpingidis kunne være blevet Grækenlands helt store helt, da han fik bolden i kassen, men dommeren dømte offside i situationen. Dermed endte kampen uafgjort.