Gary Neville er fyret i Valencia.
Gary Neville er fyret i Valencia. Foto: Andrew Couldridge

Gary Neville fik mindre i fire måneder som cheftræner for Valencia. Onsdag eftermiddag annoncerede den spanske klub, at man havde afbrudt samarbejdet med den tidligere Manchester United-forsvarer, som i december var blevet hyret på en kontrakt for denne sæson.

Det var meningen, at Neville så ville få en ny kontrakt, hvis han havde levet op til forventningerne, men englænderen, der i hjemlandet var en særdeles populær ekspertkommentator, løb ind i en lang række af skuffende resultater, og fansene har i den grad ladet ham høre for dem.

SOCCER-EUROPA-VAL-ATH

»Gary, vete ya,« lød opfrodringen i stort antal fra lægterne, da Valencia senest tabte til Celta Vigo. Den spanske traditionsklub ligger aktuelt på 14. pladsen med seks point ned til nedrykningsstregen, og under Nevilles ledelse har man kun vundet tre ud af 16 kampe.

»Valencia CF har i dag taget afsked med Gary Neville som cheftræner. Efter nøje overvejelse har klubben besluttet, at det er Valencia CFs interesse at foretage et skifte. Vi takker Gary for hans arbejde i Valencia og ønsker ham held og lykke fremover,« skriver klubben i en officiel udtalelse og meddeler, at man har udpeget Pako Ayestaran til midlertidig cheftræner for resten af denne sæson.

Mens han har haft ansvaret, er Valencia både røget ud af Champions League, Europa League og den spanske pokalturnering, Copa del Rey.

Sideløbende har han også fungeret som assistenttræner på det engelske landshold, som han har været sammen med under de seneste to venskabskampe mod Tyskland og Spanien.

Neville havde ingen tidligere erfaring som manager eller træner på topplan, men klubbens ejer Peter Lim kendte ham privat, og det var baggrunden for den overraskende udnævnelse til cheftrænerposten i Valencia.

Ifølge The Guardian havde Neville erkendt, at han ikke havde gjort sig fortjent til en ny kontrakt efter denne sæson, men han regnede stadig med, at han skulle stå i spidsen for Valencia i de resterende otte kampe i sæsonen.

SMS

Hitter på Facebook