Det var et af de fodboldkort fra VM-slutrunden i 1998 i Frankrig, som du bare måtte eje i din samlebog. Du ved, kortet med Colombias Carlos Valderrama.

Den tidligere landsholdsspiller for Colombia var gennem flere år det helt store navn på sydamerikanernes landshold sammen med angriberen Faustino Asprilla, men mange husker ham nok også især for sit blonde, store og krøllede garn.

Selvom teknikken og hurtigheden måske ikke længere er den samme for Valderrama, så har han stadig én ting tilbage fra de gode gamle dage: Sit hår.

En bruger på Twitter blev fotograferet med den colombianske '10'er' den anden dag, og her toner Carlos Valderrama nærmest frem som en anden rockstjerne.

Carlos Valderrama benytter tilsyneladende også tiden efter fodboldkarrieren til at støtte NBA-holdet Golden State Warriors, som det ses på billedet herunder.

Carlos Valderrama spillede 111 kampe for det colombianske landshold fra 1985-1998. Han nåede at repræsentere en bred vifte af klubber - blandt andet Montpellier, Real Valladolid og Miami Fusion. Han sluttede sin karriere hos Colorado Rapids i 2002.