Hobro fik endelig en sejr, men Superligaens nummer sjok måtte ud i straffesparkskonkurrence mod Vejle fra den næstbedste række for at sikre avancement til tredje runde i DBU Pokalen.

Hobro er klar til tredje runde af DBU Pokalen. Men uha, hvor det kneb, da holdet var på besøg hos Vejle fra 1. division.

Både den ordinære kamp og den forlængede spilletid sluttede uden mål, men begge hold havde chancer til at afgøre kampen. Og det kunne lige så vel være blevet Vejle som Hobro, der havde fået den scoring. som havde forhindret straffesparkskonkurrencen.

Her blev det den tidligere AGF-spiller Kasper Povlsen, der leverede det afgørende spark for Hobro, da han scorede det første mål for sin ny klub til stillingen 4-2. Vejles målmand, Morten Haastrup, havde hænderne på Kasper Povlsens forsøg, men han kunne ikke forhindre bolden i at ende i netmaskerne.

Forinden havde Gökcan Kaya, Rasmus Lynge og Thomas Hansen scoret for Hobro, mens Martin Svensson og Thomas Mikkelsen havde sørget for netblafren for hjemmeholdet. Til gengæld havde både Vejles Jacob Dehn og Hobros Morten Beck skudt over mål, mens Alexander Nybo havde reddet Simon Nagels forsøg.

I de øvrige kampe vandt Lyngby fra den næstbedste række 5-0 over Ledøje-Smørum fra Danmarksserien, mens FC Vestsjælland nøjedes med 3-0 ude over Avedøre. Hvidovre fra 2. division måtte ligesom Hobro ud i sraffesparkskonkurrence for at gøre det af med Fremad Valby fra Københavnsserien.