Hollandsk Ajax-ekspert vurderer, at det danske talent Lucas Andersen har skuffet så meget i Ajax, at han er vejet og fundet for let.

19-årige Lucas Andersen har lige fået det, både han selv og omgivelserne har betegnet som sit gennembrud i Ajax. Plads i startopstillingen i topkampen mod Twente og også genvalg til startopstillingen på udebane mod Celtic i Champions League.

Men efter to mindre gode kampe mod først bundholdet Waalwijk og siden i sidste weekends liganederlag til Vitesse Arnhem, er fornemmelserne omkring Lucas Andersen kølnet af.

I hvert fald hvis man spørger Geert Langendorff, der er fast beskæftiget med Ajax som arbejdsområde for det hollandske nyhedsbureau De Persdienst.

- Jeg har meget svært ved at se, at han har, hvad der skal til for at bryde igennem i Ajax. Han var den klart dårligste spiller på banen i lørdagens kamp, og det ville ikke undre mig, hvis det blev en af hans sidste kampe for Ajax, lyder den dystre dom fra Ajax-journalisten.

Hans kritik kredser om Lucas Andersens manglende hurtighed og generelle fysiske mangler. Men det er især Lucas Andersens indledende problemer med at falde til i Ajax, der er med til at få journalisten til at drage drastiske konklusioner allerede nu.

- Han har haft meget hjemve, rejst ofte hjem til Danmark og virket uhørt sky og kommet med nærmest hviskende stemme og usikker fremtoning, når man har mødt ham. Det har været tydeligt, at han ikke er faldet så godt til, vurderer Langendorff.

Han mener, at Ajax-træner Frank de Boer har følt sig presset til at se, hvordan Lucas Andersen kunne løfte sit spil ved at få chancen fra start, men at danskeren nu har fejlet ved eksamensbordet. Prisen blev betalt mod Celtic i onsdagens hjemmekamp i Champions League.

- Det fremgik ret tydeligt, at Frank de Boer var gået meget langt for at få Lucas Andersen ud af holdet mod Celtic. Kolbeinn Sigthorsson spillede hans plads på venstrekanten, selvom han er central angriber, og Lasse Schöne kom ind på højrekanten efter lang tids fravær, vurderer Geert Langendorff.

Lucas Andersen har chancen for at modbevise sine kritikere, når han den 15. og 19. november er med i truppen for det danske U21-landshold, der møder først Bulgarien og siden Andorra på udebane i EM-kvalifikationen.