Thomas Delaney har kun spillet to Bundesliga-kampe for Werder Bremen siden skiftet fra FC København, og allerede nu bliver den danske midtbanespiller rost til skyerne i Tyskland.

Og i særdeleshed af manden, der selv hentede ham til klubben: Werder Bremens sportsdirektør Frank Baumann.

Over for det tyske fodboldmagasin Kicker skamroser han danskeren efter kun to kampe i Bundesligaen.

»Vi er tilfredse. Det er ikke let, at komme ind på et nyt hold i en ny liga. Den måde, han har klaret det på, viser hans kvaliteter,« siger han til Kicker.

At Thomas Delaney er en leder på banen, har han vist mange gange for FCK i både Superligaen og i Champions League, og de kvaliteter har man nu også fået øje på i det nordtyske.

»Han driver tingene fremad. Hele tiden aktiv. Meget aggressiv, står altid klar til at sætte sit aftryk, og så vinder han bolde,« siger Frank Baumann.

Også hans cheftræner, Alexander Nouri er stærkt begejstret for den tidligere FCK-anfører.

»Thomas er en meget imødekommende type, som ikke lider af berøringsangst. Og oven i det, så har han bare en fremragende mentalitet,« siger Alexander Nouri.

Werder Bremen og Thomas Delaney har tabt de seneste to Bundesliga-kampe mod henholdsvis Borussia Dortmund og Bayern München, men spørger man Delaney selv, kunne det godt være blevet til mere især i kampen mod mestrene fra Bayern:

»Vi var så tæt på, tættere på end vi var i kampen mod Dortmund. Bayern bruger bare færre chancer på at score, og vi lavede for mange fejl mod dem, siger Delaney til Kicker.