Patrick Olsen bytter Rommedahl ud med Wesley Sneijder på en tre-årig kontrakt med storklubben Inter.

En drengedrøm er tændt på ny.

18-årige Patrick Olsen mistede sin plads i Brøndbys Superliga-trup før denne sæson, fordi han afviste en kontraktforlængelse og insisterede på at opsøge drømmen om at skifte til en udenlandsk storklubs voksne muligheder.

I weekenden faldt skiftet til italienske Inter på plads, og U20-landsholdets lederskikkelse på den centrale midtbane har nu en kontrakt af tre års varighed, der tænder drømmen om at blive Serie A-spiller på et tophold.

- Om et halvt år, så skal jeg gerne begynde at være en del af træningen med førsteholdet i Inter. Det er derfor, jeg er kommet til Milano, og det er også derfor, klubben har valgt at bruge penge på at hente mig, siger Patrick Olsen.

Den ambitiøse målsætning begynder med at spille for på Europas stærkeste ungdomshold i form af Inters primavera-hold. En trup af Europas mest lovende talenter, der dagligt træner samtidigt og lige ved siden af stjerner som Wesley Sneijder, Antonio Cassano og Diego Milito på Inters storslåede træningsanlæg i Como-området 40 km nordvest for Milano.

Tårnby-drengen og lillebroderen Patrick Olsen har været ungdomsspiller i Brøndby, siden han var ti år, og efter han lørdag aften så Inters ungdomshold åbne sæsonen med en klar sejr, er han ikke i tvivl om, at skiftet er det rigtige.

- Det er altså et hold på et niveau, hvor jeg bliver mindst lige så udfordret til træning som ved at træne med Brøndbys Superliga-hold. Niveauet i tempo og teknik ligger godt over den danske Superliga. Det er kun fysisk, de stadig skal bygge noget på, mener stortalentet.

I danske forhold er Patrick Olsen kendt for at være en teknisk velfunderet og aggressiv spilfordeler, der spreder lige præcise afleveringer med højre og venstre ben. Men også for at være en tidligt modnet lederkarakter, der ikke er bleg for at konfrontere de ufine udfordringer, som holdkammerater måtte benytte i kampen for at være den næste spiller, der bliver håndplukket til et storhold.

- Jeg er en Amager-dreng, så jeg går 100 procent ind i tacklinger - også i træningen. Jeg er ikke bange for noget, og jeg tager det også som det kommer, hvis der er nogen, der prøver at få mig ned med nakken for at tage min plads. Det bliver ikke det, der knækker mig, selvom klubben hedder Inter.

Patrick Olsen er klar til den udfordring at finde sin plads på ungdomsholdet, mens han samtidig lærer et nyt sprog. Han ved, det ikke bliver rosenrødt, men han fastholder, at han ikke er naiv, når han tror på, at danskerne kommer til at se ham spille Serie A-kampe på San Siro, inden han er fyldt 20 år. - Så lang vej er der faktisk ikke til det førstehold.

Træneren Andrea Stramaccioni var træner for ungdomsholdet sidste år. Han har stadig et godt øje til ungdomsspillere, og man kan se allerede nu, at han giver mange talenter chancen i førsteholdstruppen. Hvis jeg fortsætter min udvikling, så sker det også for mig, siger Patrick Olsen.

En ny italiensk regel om, at hver klub nu må have op til 12 spillere på bænken i forbindelse med liga-kampe er med til at styrke talentudviklingen og dermed også Patrick Olsens muligheder.

Og selvom Brøndby IF i første omgang kæmpede for at holde på et af klubbens største talenter, så kan Patrick Olsen blive den helt store gevinst, hvis han en dag bliver solgt videre og dermed afleverer ti procent i Brøndbys udsultede kasse.