Mathias Kvistgaarden skal opereres og forventes ude i de næste seks uger, oplyser Brøndby.

Superligaens tophold må undvære en af sine bedste spillere i jagten på danmarksmesterskabet.

Brøndby-angriberen Mathias Kvistgaarden skal have foretaget en mindre operation i knæet, og det forventes at holde ham ude i seks uger.

Det skriver superligaklubben på X.

Dermed når han ikke tilbage i kamp på denne side af sommerferien. Sidste runde i Superligaens mesterskabsspil afvikles om fem uger.

- Mathias Kvistgaarden har de seneste par uger døjet med ubehag i sit ene knæ, som nu betyder, at han skal have foretaget et mindre indgreb, hvilket kan holde ham ude i op til seks uger.

- Selve indgrebet er relativt simpelt og Mathias Kvistgaarden kan umiddelbart efter indgrebet påbegynde sin genoptræning med henblik på at vende tilbage til banen så hurtigt som muligt, skriver Brøndby.

U21-landsholdsspilleren har scoret otte mål og lagt op til fem mål i Superligaen i denne sæson.

Han var fast mand for Brøndby i efteråret, men knæproblemerne har reduceret spilletiden i foråret, hvor han dog har udmærket sig med tre scoringer i de fire kampe, han har været på banen.

Med syv spillerunder tilbage topper Brøndby Superligaen på en bedre målscore end FC Midtjylland. Seks point efter følger FC København og FC Nordsjælland.

/ritzau/