Man har hørt det før - det er faktisk slet ikke så glamourøst at være model - alt for unge piger udnyttes af kolde og udspekulerede voksne i en kynisk og benhård branche.

Her stilles umodne teenagere i situationer og dilemmaer, som de ingen forudsætninger har for at håndtere. Selvom de sminkes og stoppes i tøj, så de ligner granvoksne sexsymboler, så er de i virkeligheden blot umodne børn, der sendes ind i en skrækindjagende business – helt alene, langt væk fra mor og far.

Det kunne der godt komme en autentisk og debatskabende film ud af, men jeg ved ikke, hvor meget debat ”The Model” kommer til at skabe. Den sætter godt nok spot på modeverdens bagside, men den lader sig også friste af for mange af klicheens fæle fælder.

16-årige Emma (Maria Palm) tager til Paris for at udleve drømmen om at blive topmodel. Det er slet ikke så nemt, i alt fald ikke før hun møder den stanglækre og ældre fotograf, Shane White (Ed Skrein). De indleder et forhold, som hun langtfra er moden nok til. Hun svigter ungdomskæresten hjemmefra og lader sig forføre af de mørke og destruktive kræfter, som modebranchen gerne byder på.

Den historie har man jo hørt et par gange før, og her får man den så igen. ”The Model” er egentlig en okay film - den flyder fint, tonen er god, men i stedet for at blive i det virkelige spændingsfelt, der handler om, hvad modeindustrien gør ved små, forudsætningsløse teenagepiger, så ender filmen som et lidt for forudsigeligt melodrama med fokus på den seksuelle destruktion. Det er lidt ærgerligt. Personligt ville jeg have foretrukket et drama baseret på virkelige hændelser – dem burde der være masser af.

Der er hele tre mandelige manuskriptforfattere bag filmen og Mads Matthisen har instrueret. Det er solidt håndværk – men  måske, og jeg siger kun måske - havde lidt kvindelig input kunnet tilføre ”The Model”, det ekstra lag, som jeg synes, den mangler