Trekantsdrama på Oscar-niveau: Dansk filminstruktør er blevet en del af propagandaen imod Oscar-favoritten 'Avatar'.

Lone Scherfig er ved at gøre sig klar til afrejse. Hun er på vej til Los Angeles for at deltage i årets Oscar-show, hvor hun er nomineret for hendes engelsksprogede film 'An Education'. Filmen er blandt andet nomineret i kategorien 'bedste film', og her kæmper det tidligere ægtepar James Cameron og Katherine Bigelow også.

Bigelows stab har de sidste uger gjort alt for, at deres film 'The Hurt Locker' skal vinde, og deriblandt fremhævet at man fremfor at stemme på konkurrenten 'Avatar' skal bruge sin stemme på Scherfigs mindre kendte film.

 - Der er så mange intriger omkring, hvem der vinder. Nu forsøger Hurt Locker-holdet pludselig at lobbye for, at der bliver stemt på min film, fordi de ikke vil have, at Avatar-filmen vinder. Det handler ikke kun om at vinde, men også om at de andre taber, siger Lone Sherfig, da B.T. fanger hende på telefon.

Vil bare nyde


 - Det drejer sig så meget om tilfældigheder og lobbyisme, at det er til at blive skræmt fra vid og sans over. Det er mere hårdt og råt rent økonomisk, end jeg regnede med, indrømmer Lone Scherfig, som midt i det hele prøver at koncentrere sig om det vigtigste:

 - Hvis man kun fokuserer på, hvordan man klarer sig, så bliver det ikke sjovt. Min dagsorden er bare at nyde det så meget som muligt, siger hun.