Se klip fra programmet på Kanal 5 foroven.

Han tænder cigarer med pengesedler, fodrer sine hunde med det luksuriøse og svinedyre kobekød til 1000 kroner per kilo, og så betaler han gerne en parkeringsafgift på 500 kroner for at slippe for at lede efter en parkeringsplads.

Den unge iværksætter og ekstravagante direktør Tim Antos Møllegaard fortæller med glæde om sit ualmindelige liv som rigmand. Men når spørgsmålene går på hans lyssky forretninger, klapper han i som en østers.

Onsdag aften lykkedes det dog Kanal 5-programmet 'Svindlerjagt' at få fat i Næstved-drengen, hvis firma tidligere er dømt for at vildlede forbrugerne til at indgå dyre løbende betalingsabonnementer, men som fortsat snyder danskerne med tilbud og konkurrencer på nettet, som er svære at gennemskue.

Og det gik ikke stille for sig.

Inden der var kontakt havde programmets vært, Sverre Quist, ringet til hans virksomheder, hvis ansatte ville lægge en besked til chefen, sendt både mails og Facebook-beskeder til Tim Antos Møllegaard og opsøgt ham på firmaadressen i det indre København, hvor han dog endte med bogstaveligt talt at tale til en lukket dør.

En taktik, BT også tidligere har benyttet sig af uden resultat.

Men efter at have fået et tip om, at Tim Antos Møllegaards familie har en kiosk ved Vemmetofte Strand Camping, gav den ihærdige indsats pote.

Her fik Sverre Quist nemlig afleveret et brev til den unge millionær, som resulterede i en opringning. En meget vred én af slagsen, som kan høres i klippet over artiklen.

Her nægtede den lyssky millionær at forholde sig kritikken og det store hav af klager, som er endt hos Forbrugerombudsmanden. Han nægtede også at forklare, hvorfor han benytter sig af metoder, som efterlader kunderne vrede og magtesløse.

»Jeg har ingenting at fortælle dig overhovedet. Hvis jeg nogensinde skal deltage i noget som helst, så er det live eller uklippet. Ellers klipper I mig bare sammen som en idiot,« raser Tim Antos Møllegaard, der især stejler over, at 'Svindlerjagt' har opsøgt hans familie for at få fat i ham.

»Jeg bliver forarget, når du ligger og opsøger min familie på campingpladser. Det er da fuldstændig sindssyg opførsel. Jeg har da aldrig oplevet noget lignende. Synes du det er god stil? Du er jo sindssyg,« siger han, inden de to parter bliver enige om at ringe af.

Således kommer heller ikke 'Svindlerjagt' videre med sagen om Tim Antos Møllegaard, der som 20-årig tjente op mod 30.000 kroner om måneden på hjemmesiden armsved.dk for drengerøve med hang til biler, damer og fester, og som 26-årig solgte sin online-virksomhed MM Medier til børsnoterede Guava for 70 millioner kroner i kontanter og aktier. Det skrev Jyllands-Posten i en artikel om ham tilbage i sommeren 2012.

Og så tog det fart for den unge tidligere provinsdreng. Således kunne man i et interview med Vice fra foråret sidste år læse, at det dummeste han nogensinde havde gjort var at tænde cigarer med pengesedler og købe en Porsche 911 på danske plader. Til gengæld syntes han ikke det er dumt at brænde mellem 10.000 og 50.000 kroner af på¨en bytur

»Det, synes jeg jo ikke, er dumme penge. Det, synes jeg, er sjovt. Jeg smed engang 100.000 for at holde en bar i Århus åben to timer længere. Jeg gad ikke at gå hjem, for vi havde det bare så pissehyggeligt,« sagde han dengang.

I interviewet med Jyllands-Posten fortalte han, at han ikke længere orkede at bukke sig ned efter en 20'er, hvis han fandt den på gaden. Fik han øje på en tusindkroneseddel, ville han sandsynligvis samle den op. Men for at blive oprigtigt glad, skulle der ligge mindst 50.000 kroner.

Til gengæld kunne han more sig kosteligt over selv at trille en 20'er hårdt ned gennem Strøget i København.

»Alle prøver at dukke sig efter mønten, og folk kommer næsten op at slås om den. Det er sindssygt sjovt,« sagde han dengang til Jyllands-Posten.

Men dér stoppede morskaben også for den ekstravagante iværksætter.

I september sidste år blev online-markeringfirmaet Orville Media A/S, som Tim Antos Møllegaard var direktør for, dømt for i seks kampagner på nettet at have vildledt forbrugere til at indgå et løbende betalingsabonnement. Det kostede en bøde på 190.000 kroner, oplyste Forbrugerombudsmanden dengang i en pressemeddelelse. Fælles for kampagnerne var, at forbrugerne blev lovet gratis gaver, for eksempel kaffe, høretelefoner eller et par mærkesko, hvis de deltog i en livsstilsundersøgelse eller ansøgte om at blive produkttestere.

I marts i år var den så gal igen, da flere hundrede begyndte at klage til Forbrugerombudsmanden over firmaet WeNeverLoseIt.com, som er en undervirksomhed til Storage4You ApS, der er ejet af Tim Antos Møllegaard, som selv sidder i direktionen sammen med én anden.

WeNeverLoseIt.com stod nemlig tilsyneladende bag et nyt tvivlsomt tilbud om et billigt abonnement til streamingtjenesten Netflix og musiktjenesten Spotify, som resulterede i, at fristede sjæle endte med dyre abonnementer til tjenester, de aldrig havde bedt om.

På vurderingssiden Trustpilot.dk hvor forbrugere kan anmelde virksomheder, har WeNeverLoseIt i skrivende stund 120 anmeldelser og en gennemsnitsvurdering på minimale 0,8 ud af 10. Her skriver flere forbrugere om samme oplevelser med snyd.

Det lykkedes aldrig BT at få kontakt til Tim Antos Møllegaard trods flere henvendelser.

SE OGSÅ: Tænder cigarer med pengesedler og fodrer hunde med kobekød: Nu jages manden, der er blevet millionær på at fuppe danskerne