Anmeldelse af 'Lille spejl på væggen der'

Det er Julia Roberts, der for alvor gør denne ny-fortolkning af Grimm-eventyret ’Snehvide’ værd at se.

Den forhenværende ’Pretty Woman’ nyder nemlig i dén grad at give den som ond (og sjov) stedmor. Og dén glæde smitter af på tilskueren.

Historien er i bund og grund den samme: Snehvide forvises til den dybe skov, hvor hun slår pjalterne sammen med syv dværge.

Og imens godter den onde dronning sig i kongeriget, som hun arvede fra kongen, der forsvandt på mystisk vis.

Men selv om du kender historien, så ér ’Lille spejl på væggen dér’ et biografbesøg værd.

Fræk og modig



Ikke alene er Roberts som sagt forrygende. Kostumer, effekter og billeder er også fantastiske. Og så er tonen i Snehvide anno 2012 også helt anderledes.

I stedet for at være den lille, ydmyge ungmø, vi husker fra Disneys klassisker, er den landsforviste prinsesse f.eks. fræk og modig.

Og hendes kamp for at vinde det tabte tilbage vil fryde hele familien. Filmen er synkroniseret for de helt små.