Efter lang tids uenighed er Lufthansa og selskabets piloter nået til enighed om de fremtidige lønstigninger.

København. Luftfartsselskabet Lufthansa har igennem flere år været plaget af gentagne strejker blandt selskabets piloter, fordi man ikke har kunnet blive enige om lønnen.

Men nu ser der ud til at være et lille gennembrud på vej i tvisten.

Parterne er i forbindelse med et mæglingsforløb blevet enige om en lønaftale for de kommende år.

Den sikrer piloterne en etapevis lønstigning på 8,7 procent frem til slutningen af 2019. Samtidig får alle piloter et engangsbeløb på mellem 5000 og 6000 euro.

Der udestår dog fortsat forhandlinger om andre emner, og derfor kan yderligere strejker ikke udelukkes.

Den nye aftale forventes at øge Lufthansas omkostninger med 85 millioner euro, som skal findes andre steder.

Det sker blandt andet ved, at Lufthansa får lov til at drive 40 fly, hvor besætningen er ansat uden for hovedoverenskomsten.

Aftalen gælder piloter i selskaberne Lufthansa, Lufthansa Cargo og Germanwings.

Piloterne i Lufthansa-datterselskaberne Austrian Airlines, Swiss, Brussels Airlines og Eurowings er alle dårligere betalt.

Lufthansa-piloterne har i alt gennemført 12 strejker siden 2012, og de menes at have kostet selskabet 500 millioner euro i tabte indtægter.

/ritzau/