En bank som Nordea har i dag cirka 200 ansatte, som udelukkende bekæmper hvidvask. Før var der 30 til opgaven.

København. Antallet af bankmedarbejdere, som udelukkende beskæftiger sig med at bekæmpe hvidvask, er eksploderet. Og regningen ender hos kunderne. Det skriver Jyllands-Postens erhvervsmedie Finans.

Sådan lyder vurderingen fra Mybanker.dk på en optælling, som Finans har foretaget af udviklingen i antallet af ansatte i bankernes hvidvask- og compliance-afdelinger.

Helt konkret er Nordea i Danmark eksempelvis gået fra 30 ansatte i 2011 til omkring 200 ansatte i 2016. På koncernniveau arbejder 1500 med området.

Jyske Bank har nidoblet antallet af medarbejdere fra to til 18, og Sydbank er gået fra otte til 17.

Danske Bank har ikke registreret antallet af medarbejdere tidligere. Men banken vurderer, at mellem 550 og 600 ansatte alene arbejder med at bekæmpe hvidvask.

- Det er godt nok en voldsom stigning og viser jo med al tydelighed, at det er blevet vældigt besværligt og dyrt for bankerne at leve op til reglerne, siger John Norden, fra Mybanker.dk.

Regningen, for de nye højtlønnede medarbejdere til at tjekke om kunderne udviser mistænkelig adfærd, ender ifølge bankeksperten ét sted.

- Der er kun kunderne til at betale for det her, og regningen kan godt blive stor, siger John Norden til Finans.

Finanstilsynet vurderer, at de danske banker i dag har mere end 1000 ansatte for at leve op til hvidvaskloven.

- Bankerne kaster rigtig mange ressourcer efter det for at leve op til reglerne. For det skal de selvfølgelig. Men det er relevant at spørge, om det på nogle punkter går for vidt, siger Ulrik Nødgaard, direktør i Finansrådet.

/ritzau/