Bose har hevet fat i Spotify, for at få lavet et multirumssystem, der kan tage kampen op mod Sonos.

London: Multirumssystemer er det nye sort og alle vil have en bid af Sonos enorme kage. Amerikanske Bose har inviteret en håndfuld tech-skrivere til London, for at præsentere en ny multirumskomponent i form af den lille SoundLink 10-højttaler.

Højttaleren har både Bluetooth og wifi-forbindelse, hvilket betyder, at den kan kobles sammen med mobiler og tablets 1:1, men også være en aktiv deltager i et komplet multirumssystem. Hvis højttalere fodres med et Bluetooth-signal, konverterer den automatisk til wifi, inden musikken sendes rundt til de øvrige højttalere.

Men det er i virkeligheden på software-siden at Bose for alvor forsøger at skille sig ud. Blandt andet ved at gen-introducere preset-knapperne fra de gamle radioer. Boses variant er dog væsentlig mere avanceret. SoundLink 10 er udrustet med seks preset-knapper, der hver kan kobles sammen med en specifik kilde. Det kan være en spilleliste fra Spotify, et album, en kunstner, et specifikt nummer, en internetradiostation - ja, nærmest hvad som helst. Det lyder måske ikke som noget særligt, men det får <em>Wife Acceptance Faktoren</em> (WAF, red.) helt i top, da man kan sætte sin favoritkunstner på, bare ved at trykke på en enkelt knap på enheden.

Bose har samtidig indledt et tæt samarbejde med Spotify. Ud over at SoundLink 10 (naturligvis) har Spotify Connect, har Bose vævet streamingtjenesten tæt ind i Boses egen SoundTouch-app, så du ikke går glip af nogen Spotify-specifikke funktioner, hvis du spiller via SoundTouch-app’en.

Ud over SoundLink 10 viste Bose også opdaterede Bluetooh/wifi-udgaver af de noget større SoundLink 20 og 30.

Vores første indtryk fra lanceringen er, at det endnu engang er lykkes for Bose at lave en lille højttaler, der yder som en markant større højttaler. Vi glæder os meget til at få krabaten til test, så vi kan lytte til den i vores eget miljø. Prisen for SoundLink 10 er 170 pund - omkring 1700 kroner.

Se SoundLink 10 galleriet hos iNPUT

Du kan læse mere om ny teknologi i magasinet iNPUT - det er 100 procent gratis til tablets og telefoner. Her til iOS og her til Android.