For første gang siden 1998 har Danmark to film med i hovedkonkurrencen ved filmfestivalen i Cannes.

Der bliver danskerkamp om Den Gyldne Palme, når filmfestivalen i Cannes slår dørene op den 11. maj.

Lars von Trier kan glæde sig over at være udtaget til den officielle hovedkonkurrence med sin dommedagsfilm "Melancholia", og hans yngre danske kollega Nicolas Winding Refn er udtaget i samme kategori med sin amerikansk producerede "Drive".

Det er første gang siden 1998, at det er lykkedes for dansk film at have to kandidater i hovedkonkurrencen. Sidst det skete, var det Thomas Vinterbergs "Festen" og Lars von Triers "Idioterne", der kæmpede om Den Gyldne Palme. Ingen af dem vandt dog.

Mens Nicolas Winding Refn debuterer i Cannes, så er det er 11. gang at Lars von Trier er med i kampen om Guldpalmen.

Foreløbigt er det kun lykkedes Lars von Trier at få den eftertragtede pris med hjem for for "Dancer in the Dark" i 2000.

Før det har han blandt andet fået juryens grand prix i 1996 for "Breaking The Waves".

"Melancholia" er Lars von Triers bud på en psykologisk katastrofefilm. Filmen er skrevet og instrueret af Lars von Trier og produceret af Meta Louise Foldager og Louise Vesth for Zentropa Entertainments27.

På rollelisten i filmen, der har premiere herhjemme den 26. maj, er blandt andet Kirsten Dunst, Charlotte Gainsbourg og Kiefer Sutherland samt danske Jesper Christensen.

I Nicolas Winding Refns Hollywood-producerede "Drive" spiller Ryan Gosling fra "Half Nelson" hovedrollen som en Hollywood-stuntmand med et bijob i filmbyens kriminelle underverden.

Ud over Ryan Gosling har Refn sammensat er hold med bl.a. Carey Mulligan fra Lone Scherfigs "An Education", samt Bryan Cranston og Christina Hendricks, som de sidste år er blevet verdenskendte for deres roller i tv-serierne "Breaking Bad" og "Mad Men".

Den danske instruktør Frederikke Aspöck er også med i Cannes, hvor hun får lov at vise sin film "Labrador" i en speciel screening i hovedprogrammet udenfor konkurrencen.

Filmfestivalen i Cannes løber fra den 11. maj til den 22. maj. /ritzau/