Passagerer skal være opmærksomme på ændringer, forsinkelser og aflysninger på grund af sporarbejde, der har trukket ud.

Mandag er køreplanen i København generet, og togene har kun ét spor at køre i mellem Hovedbanegården og Københavns Lufthavn, oplyser Bane Danmark.

Det betyder visse ændringer, forsinkelser og aflysninger.

Øresundstogene kører kun hvert 20. minut til og fra Københavns Lufthavn. Togene til og fra Nivå kører kun mellem Nivå og København H. Det er kun togene til og fra Malmö, som kører til Københavns Lufthavn.

Frem til klokken 12 kører InterCity-togene desuden ikke fra København H, da de kører direkte mellem Ørestad og Høje Taastrup. Passagerer fra København H. skal derfor tage med regionaltog mod Ringsted. De kører normalt i minuttal 53, men for at få passagererne til IC-togene med kører de først i minuttal 00. Der vil så blive forbindelse i Høje Taastrup.

Fra Høje Taastrup kan passagerer tage med andre regionaltog eller S-tog ind til København H.

InterCity-togene og IC Bornholm kører normalt.

Ændringerne skyldes, at sporarbejde mellem lufthavnen og Hovedbanen er trukket ud.

- Tag afsted i god tid, hvis du skal med InterCityLyn fra Københavns Lufthavn, Kastrup. Så kan du nå toget på København H, skriver Bane Danmark i en pressemeddelelse.

Bane Danmark forventer at køreplanen igen er normal fra tirsdag morgen.