Butikstyverier udgør knap 60 pct. af teenagepigers kriminalitet. De langfingrede piger går typisk efter tøj, sminke og parfume, og også piger fra velstillede kår figurerer i statistikkerne.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Det er oftere piger end drenge, der bliver taget i ikke at betale for de varer, de tager med sig ud af butikkerne.

Butikstyverier er den hyppigste kriminalitetsform blandt unge, kriminelle piger, viser en opgørelse fra Justitsministeriets Forskningsenhed. I 2010 udgjorde butikstyverier 59,6 pct. af de 15-17-årige pigers straffelovsovertrædelser. For de jævnaldrende drenge var tallet 'blot' 13,9 pct., hvilket betyder, at også i absolutte tal står teenagepigerne bag flest butikstyverier i forhold til drengene.

Billedet genkendes af specialkonsulent Torben Randrup fra Københavns Politis præventive afdeling:

- Butikstyverier er den eneste kriminalitetsart, hvor pigerne fører. Det er ved at udjævne sig, men der er stadig markant flere piger end drenge, siger han.

Han peger dog på, at det også kan hænge sammen med den gængse opfattelse af, hvem der stjæler i butikkerne - for hvis butiksdetektiver er særligt opmærksomme på piger i 14-16-års alderen, så er det måske også den gruppe, der i højere grad bliver opdaget og altså figurerer i statistikkerne.

Der er en klar forskel på, hvad piger og drenge stjæler, lyder vurderingen fra Henning Arentsen fra SSP i Odense Kommune.

- Når drengene bliver taget i butikstyveri, så har de oftest taget noget, de kan putte i munden, mens pigerne stjæler beklædningsgenstande, parfume, kosmetik og ting i den dur, siger han. Det er middelklassens døtre der stjæler

Ifølge pædaogisk konsulent Jacques Royal, der også arbejder med SSP på den københavnske vestegn, er pigernes tyverier ofte orienteret mod et materielt behov - for hvis de ikke har råd til det mærketøj, der er 'must-have' lige nu, så stjæler de det.

- Pigernes sociale liv og netværk spiller ind, for det handler om at være smart og være med på moden. Og skal man se rigtig ud, men ikke har penge nok, så stjæler man mærketøjet. For nogle piger handler det også om at være omsorgsfulde overfor hinanden. Vi ser kriminelle piger, der stjæler dyre gaver til veninderne, siger han.

Det er hans opfattelse, at de tyvagtige piger i mindre grad kommer fra socialt belastede områder, men derimod fra middelklassemiljøerne. Samme melding kommer fra Toke Agerschou, der leder SSP-samarbejdet i Aarhus.

- Butikstyveri er en aktivitet, som en pigegruppe kan samles om helt ned i 12-13-års alderen, når de går nede i byen. Pigerne kommer fra en bred baggrund, der også omfatter piger fra de bedrestillede områder. Det er normalt ikke de socialt udsatte piger, der begår butikstyverier, siger han.

At pigerne kommer fra generelt pæne kår - og ikke fra ressourcesvage familier - betyder dog også, at deres tyverier som regel stopper, når politiet og SSP griber ind og typisk holder bekymringssamtaler med forældrene, forklarer Toke Agerschou.

- Det er jo en spændende leg for nogle af de unge piger, men den spænding skulle de gerne bruge på andre ting end butikstyverier, for problemet er jo, at de unge får en plet på deres straffeattest, og det lukker rigtig mange døre for dem, siger han.