Udbuddet af togdriften på Kystbanen er mislykket, konkluderer statsrevisorerne.

Udliciteringen af togdriften på Kystbanen fra Helsingør til Malmø er ikke lykkedes efter hensigten, konkluderer statsrevisorerne efter at have set nærmere på sagen.

Den vindende operatør, DSBFirst, har måttet trække sig fra den svenske del af kontrakten, og passagererne har døjet med forsinkede tog.

- Statsrevisorerne konstaterer, at formålet med udbuddet af togtrafikken på Kystbanen langt fra er indfriet, skriver revisorerne i deres bemærkninger.

De hæfter sig ved, at DSBFirst ikke har kunnet opfylde kontrakt, og til december afgiver opgaven.

- Endvidere er togenes rettidighed på Kystbanen fortsat utilfredsstillende lav, mener revisorerne.

Ifølge dem var formålet med udbuddet at afprøve om udlicitering kunne føre til lavere omkostninger og bedre service. Et mål, der altså ikke er opfyldt.

Revisorerne synes dog tilfredse med transportminister Hans Christian Schmidts håndtering af sagen.

- Ministeriet har reageret aktivt og vedholdende i sit tilsyn for at få korrekte oplysninger om DSBFirsts økonomi, mener de.

/ritzau/