Vi risikerer at blive bundet til et abonnement eller havne i en spam-fælde, når vi deltager i en tilsyneladende gratis konkurrence på nettet.

»Vind en mobiltelefon« eller »Vind fem flybilletter«.

Tilbuddene på et banner eller en hjemmeside kan være meget fristende. Men pas på, lyder advarslen nu fra Forbrugerombudsmanden. Det kan koste penge at deltage i en gratis konkurrence på nettet, skriver b.dk.

- Du kan blive lokket med præmier, gaver og prøvepakker. Men det er sjældent gratis at deltage. Vi ser ofte, at når forbrugerne deltager i konkurrencerne, gøres det gældende, at de samtidigt har tegnet et abonnement. Man skal derfor se sig rigtigt godt for. Det sikreste er at takke nej til tilbuddet, siger chefkonsulent hos Forbrugerombudsmanden, Tina Morell Nielsen.

En undersøgelse, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen lavede i 2010, viste, at det ikke altid er præmier, man modtager efter at have deltaget i en konkurrence på nettet. Til gengæld fik deltagerne en del reklamemateriale i deres mailboks, som de ikke havde bedt om.

Forbrugerombudsmanden og styrelsen får jævnligt henvendelser, fordi forbrugerne – uden de har vidst det – er blevet bundet til et abonnement, hvor der hver måned bliver trukket penge fra deres konto. I andre tilfælde er forbrugere havnet i en spam-fælde, hvor de ikke bare modtager telefonopringninger og elektronisk reklamemateriale fra et firma, men også fra dets samarbejdspartnere og sponsorer.

Vælger forbrugerne at deltage i en konkurrence på nettet, skal de være forsigtige med at afgive deres personlige oplysninger og betalingskortoplysninger, siger Tina Morell Nielsen til b.dk: 

- Du risikerer i værste fald, at oplysningerne bliver brugt til at trække penge for et løbende abonnement, du ikke har bestilt. Derfor skal du altid være varsom med at afgive dine betalingskortoplysninger.