De repræsenterer en verden af luksus og glamour. Men deres egne lønninger kan ikke engang måle sig med flaskedrengens i Netto.

Unge modeller med flere års erfaring skal ikke forvente løn for deres arbejde, når de iklæder sig designertøj og går ned ad catwalken ved Copenhagen Fashion Week, der begynder onsdag, skriver metroXpress.

I stedet lokkes de med gratis tøj, parfumer eller gavekort som betaling for arbejdsdage på op til 12 timer.

- Det er en uskreven regel, at specielt ‘new faces' (nye modeller, red.) ikke får løn for deres arbejde på catwalken. Det er hovedsageligt, når de går model for unge ukendte designere, at de arbejder uden løn. I stedet bliver man stillet i udsigt, at der er mulighed for, at de store modelbureauer får øje på én. Men i virkeligheden er det jo et fåtal, det sker for, siger Ida Burchardi, formand for interesseforeningen Danske Modeller, til metroXpress.

Med tiden så hun helst, at modelarbejde blev et lønnet erhverv.

- Men den slags tager jo tid, for det har altid været på denne her måde, man har taget sig betalt. Så det er svært at ændre, siger hun.

LO-sekretær med ansvar for ungdomsarbejde Ejner K. Holst mener, modebranchen udnytter de unges stjernedrømme.

- Det virker, som om modebranchen tror, den opdrager på en hund og så bare giver de unge nogle godbidder en gang imellem. Jeg håber, de unge modeller vil stå sammen og kæmpe for bedre vilkår, selv om de ikke har et fagforbund, siger Ejner K. Holst til metroXpress.

Eva Kruse, direktør for Danish Fashion Institute, afviser, at branchen udnytter de unges stjernedrømme:

- Jeg har aldrig hørt om nogen, som føler sig udnyttet. Men gratis arbejde er et nødvendigt onde i den her branche - desværre. Det gælder for øvrigt også mange andre brancher inden for kulturlivet. Der er ikke mange penge i kulturelle aktiviteter.