Ældre varebiler i København og på Frederiksberg skal have partikelfilter på eller tages ud af drift. Græsrødder efterlyser større ambition fra regeringen.

Luftens kvalitet i hovedstadsområdet lever ikke op til EU's krav, og derfor sender miljøminister Troels Lund Poulsen (V) nu en plan for renere luft i høring.

Planen omfatter København og Frederiksberg og skal begrænse forureningen med sundhedsfarlige partikler, så den kommer under EU's grænseværdier. Et nyt lovforslag skal give mulighed for at skærpe reglerne om miljøzoner i de større byer, så de også omfatter benzinvarebiler over 16 år og dieselvarebiler over ni år. Det vil ifølge ministeren betyde, at 14.000 ældre varebiler i hovedstaden enten bliver udskiftet eller får monteret et partikelfilter.

- Indsatserne er tilrettelagt, så vi først og fremmest sikrer en bedre luft og samtidig skeler til, hvad der er økonomisk forsvarligt, siger Troels Lund Poulsen.

Forslaget åbner for, at der kan indføres miljøzoner i alle byer, som kan dokumentere problemer med EU's grænseværdier for partikler. I 2008 gjaldt det dog kun København og Frederiksberg.

I dag har København, Frederiksberg og Aalborg miljøzoner, hvor ældre lastbiler og busser skal have partikelfilter, og i 2010 følger Århus og Odense efter.

Troels Lund Poulsen varsler, at der næste år kommer en plan, som skal nedbringe mængden af kvælstofdioxid (NO2) i Københavns gader. Danmark skulle allerede i 2005 have opfyldt EU's krav, men har skudt til hjørne ved at søge dispensation helt frem til 2015.

Civilingeniør Kåre Press-Kristensen fra Danmarks Naturfredningsforening efterlyser langt større ambitioner fra regeringens side. Der skal CSR-katalysatorer på alle tunge køretøjer i miljøzonerne for at nedbringe udslippet af den skadelige kvælstofdioxid, kræver han. Og hvor EU-lovgivning står i vejen for det, skal der lægges grønne afgifter på kørslen, for afgifter virker altid ved at gøre det rentabelt at begrænse forureningen, mener han.

- Staten hopper ikke engang over, hvor gærdet er lavest, men kryber helt under. Vi vil have handling i stedet for dispensationsansøgninger, siger Kåre Press-Kristensen.

/ritzau/