Cavling-prisen 2009 gik til DR's Jesper Tynell. Sidste år vandt Berlingske Tidende.

Årets Cavlingpris bliver givet for afsløringer af, at daværende beskæftigelsesminister, Claus Hjort Frederiksen (V) og hans ministerium har begået ulovligheder.

DR-journalist Jesper Tynell får Dansk Journalistforbunds fornemme pris for sine indslag i programmet Orientering på DR's P1.

- Han har i en række indslag i Orientering på P1 dokumenteret, hvordan daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen og hans ministerium brød loven, bestilte misvisende tal, slettede belastende dokumenter og vildledte Folketinget, lyder det i begrundelsen fra Cavling-komitéen.

Tynell har ifølge Cavling-komitéen blandt andet påvist, at Claus Hjort Frederiksen uden om Folketinget afskaffede kravene til udenlandske arbejdstageres sikkerhed i farlige job. Ministeren pålagde ulovligt kommunerne at standse udbetalingen af kontanthjælp til mennesker, der ikke var omfattet af den såkaldte 300-timers-regel.

Ministeren bestilte statistikker hos sine embedsmænd, der skulle vise, at kommunerne var bedre end arbejdsformidlingerne til at få ledige i arbejde. Og han iværksatte forsøg med tvangsaktivering af sygemeldte uden først at spørge Folketinget.

Prisen består af 20.000 kroner og en statuette, som forestiller journalisten Henrik Cavling, som stiftede det daværende københavnske journalistforbund i 1904.

Claus Hjort Frederiksen (V) er i dag finansminister.

/ritzau/