Når hr. Nielsen eller fru Jensen er døende, har de selvsagt i høj grad brug for nærvær og, først og fremmest, for at få talt om den svære situation. Men de sosu-assistenter og -hjælpere, som for mange ældres vedkommende er deres tætteste og nærmeste - og ofte eneste - kontakt i hverdagen, har ikke tid nok til at udføre arbejdet med at pleje og passe ældre medborgere på tilfredsstillende vis.
I en helt ny landsdækkende undersøgelse, som FOA har lavet blandt medlemmerne på landets plejecentre og i hjemmeplejen, svarer næsten fire ud af ti, at de i dag har mindre tid til at drage omsorg for døende, sammenlignet med for blot to år siden.
Læs også:
En af dem er 38-årige Rie Hansen, som bor og arbejder som social- og sundhedsassistent i Helsingør Kommune. Hun kan fuldstændig genkende billedet af en stadig mere presset hverdag, hvor hun og hendes kolleger ind imellem går hjem og er kede af det og frustrerede over, at de ikke har tilstrækkelig tid til at udføre det arbejde, de ellers holder så meget af.
Og som de alle føler er vigtigt, fordi det handler om medmennesker, der er i en vanskelig situation.
»Jeg har været i faget i 21 år, så det er hele mit arbejdsliv. Jeg kan godt mærke, at der er blevet mindre tid til at gøre de ting, som jeg føler er meget vigtige. Tidligere var der lagt mere ansvar ud til den enkelte, hvor vi havde vores egne borgere, som vi skulle sørge for og havde ansvar for. I dag har vi ikke faste lister med faste borgere. Nu kører det hele inde fra kontoret, hvor vi dag for dag, når vi møder, får en liste med de borgere, som skal dækkes,« siger hun.
Læs også:
Dårlig samvittighed
Særligt når det gælder psykisk hjælp og støtte, som samtaler og omsorg med døende hører under, kan det som sosu-assistent eller -hjælper tære på kræfterne, når der ikke er tid nok. For den dårlige samvittighed nager.
»I den kommune, hvor jeg arbejder, er der afsat 13 minutter til psykisk hjælp og støtte for de borgere, der er visiteret til det. Det vil sige, at jeg har - fra jeg stiger ud af bilen og til jeg sidder i bilen igen - 13 minutter i alt. Og det er altså ikke meget, når man først skal skabe kontakt til borgeren, som man måske er ude hos for første gang, og måske også skal bruge tid på en pårørende, som er der, og som også er stærkt påvirket af situationen og har en masse spørgsmål.
Læs også:
Når man tænker på, at det f.eks. kan handle om en følsom samtale med en, der har kræft, og hvor der ikke er mere at gøre, så er 13 minutter inklusiv at skulle ind ad døren og have skabt kontakt altså ikke ret meget,« siger Rie Hansen.
25 borgere på én dag
Det er ikke usædvanligt, at hun og hendes kolleger på en given dag har 25 borgere, de skal ud til. Og når der er sygdom blandt personalet, hvilket også ofte er tilfældet, så bliver opgaverne puttet ind oven i de øvrige, der skal nås.
»Det job, vi har, handler om mennesker, og derfor brænder vi også for det. Jeg elsker mit arbejde, men jeg kan tydeligt mærke, at der er mere og mere pres på. Det sværeste er, at når man har den viden og den faglighed, som jeg har efter 21 år, så er det utilfredsstillende, når man ikke altid får mulighed for at udføre det, man er ansat til. Man kan sige, at al flødeskummet er fjernet fra lagkagen. Før i tiden kunne man sætte sig ned og holde den ældre i hånden. Og måske kunne man gøre lidt ekstra som f.eks. at læse noget op fra en avis eller lignende, hvis man blev spurgt om det. Og det er jo ikke fordi, man ikke vil. Tværtimod. Derfor er det også frustrerende, når man kommer ud til borgere, som er kede af det, og det eneste, man kan gøre, er at sige: Ring op på kontoret.«
