Med den ene hånd hæver staten tilbagetrækningsalderen og med den anden diskriminerer den sine egne ældre ved at fyre dem - det er grotesk, mener Ældresagen.

Mange ældre bliver fyret i det offentlige, og det koster staten millioner af kroner i erstatning.

I de første seks måneder af 2012 har Ligebehandlingsnævnet afgjort 32 sager, og selvom kun cirka hver tredje beskæftigede i Danmark er ansat i det offentlige, er halvdelen af de 32 sager om afskedigelse og ansættelser i det offentlige. Det skriver Avisen.dk.

Klagerne vandt de ni af sagerne og på det halve år er Staten blevet sat til at betale over 1.8 million i godtgørelser for aldersdiskrimination.

- Det er grotesk og dybt forkasteligt, at der så mange eksempler på, at ældre bliver udsat for diskrimination, og det er en skærpende omstændighed at Staten står for så stor en andel, siger Olav Selbo, chefkonsulent i Ældresagen til Avisen.dk.

Alene på én arbejdsplads gik den offentlige arbejdsgiver så galt i byen, at Ligebehandlingsnævnet har afgjort, at de fire ældste chefer, der alle blev fyret, skal have en million.

I en Statsforvaltning kostede det over en halv million kroner i erstatning, da man fyrede de to ældste børnesagkyndige rådgivere på 61 og 65 år. Den første sag blev afgjort sidste år.

Sagerne vækker særlig stor harme i Ældresagen, fordi flere af de senere års regeringsreformer netop har haft til formål at få ældre til at blive længere på arbejdsmarkedet.

- Men med den ene hånd hæver man tilbagetrækningsalderen for at øge holdbarheden i finanserne og med den anden diskriminerer man sine egne ældre ansatte, siger Olav Selbo.

Formanden for Folketingets beskæftigelsesudvalg, Lennart Damsbo-Andersen (S), siger, at politiske ønsker og virkeligheden ikke altid går hånd i hånd.

- De enkelte styrelser og kommunale arbejdspladser er ikke forpligtet af, at vi har siddet og haft en eller anden ideologisk tanke inde på Christiansborg, siger han til Avisen.dk.

BNB