Undersøgelse, der stempler kalktabletter som potentielt livsfarlige, kan hvile på tilfældighed, mener Lægemiddelstyrelsen. Ændring i anbefaling skal diskuteres.

Et svagt signal. Sådan beskriver overlæge i Lægemiddelstyrelsen Jens Heisterberg en ny undersøgelse, der viser, at risikoen for blodpropper øges med 30 procent ved spisning af kalktabletter.

De omkring 300.000 danskere, der dagligt tager kalktilskud, har ingen grund til at rive sig i håret af bekymring.

Ifølge Jens Heisterberg er den statistiske styrke ikke stærk i undersøgelsesresultaterne, der er offentliggjort i det anerkendte lægetidsskrift British Medical Journal.

- Sådan som jeg læser artiklen, er der en vis sandsynlighed for, at de fund, man har gjort, kan være opstået ved en tilfældighed, siger han.

Kalktabletter tages for at forebygge knogleskørhed, og myndighederne anbefaler især kvinder og ældre at spise pillerne.

- Det er vigtigt, at man får debatteret artiklen grundigt, inden man kaster sig ud i nogle meget dramatiske ændringer i anbefalingerne af kalktilskud, siger Jens Heisterberg.

- 30 procent kan lyde af meget, men skal tænke på, at det er en 30 procents øgning af en i forvejen meget lille risiko for at få en blodprop.

Kalktabletter er i dag håndkøb, men ifølge Lægemiddelstyrelsen er det for tidligt at diskutere, om de skal gøres receptpligtige.

- Den vigtigste diskussion er, om man vil ændre på anbefalingerne eller ej, siger Jens Heisterberg, der pointerer, at undersøgelsen er lavet på folk, der tager kalktilskud, men ikke d-vitamin.

Kravet om en grundig faglig vurdering gør, at der kan gå flere måneder, før man afgør, om anbefalingen af de populære kalktabletter skal opretholdes eller droppes.

Indtil da kommer Jens Heisterberg med følgende råd til danskerne:

- Næste gang, de alligevel skal snakke med deres praktiserende læge, så kan de diskutere, om det vitterlig er nødvendigt at tage et kalktilskud, siger han.

/ritzau/