Betaling for parkering ved arbejdspladsen kan give de penge i statskassen, som betalingsringen skulle have givet, foreslår miljøorganisation.

Man skal ikke længere kunne parkere sin bil gratis på arbejdspladsens parkeringsplads. Sådan lyder det fra miljøorganisationen NOAH, som efter betalingsringen endeligt er på udkig efter andre måder at begrænse biltrafikken på. Og beskatning af fri parkering på linje med frynsegoder som fri telefon og firmabil vil være et »effektivt og retfærdigt værktøj«, siger trafikkonsulent i NOAH-Trafik Ivan Lund Pedersen til metroXpress. Han henviser til, at 73 procent af de lønmodtagere, der arbejder i Københavns og Frederiksberg kommuner, ifølge Transportvaneundersøgelsen fra DTU kan parkere deres bil på arbejdspladsens parkeringsplads. - Det giver ikke mening, at vi stiller et så dyrt gode som parkering gratis til rådighed, når man tænker på de miljømæssige og samfundsøkonomiske konsekvenser af trængslen, siger han til metroXpress. Ifølge Ivan Lund Pedersen er der ingen juridiske hindringer for at beskatte fri parkering. Værdien af den fri parkering kan ifølge NOAH således fastsættes ud fra markedsprisen for parkering i private parkeringshuse. I det indre København er prisen omkring 3.400 kroner om måneden, mens det koster omkring 1.800 kroner om måneden i brokvartererne rundt om centrum. Og det kan sagtens være en farbar vej, lyder det fra trafikforsker Harry Lahrmann, Aalborg Universitet. - Modellen rammer meget præcist, fordi den alene rammer bilpendlerne. Det vil virke, men jeg tør ikke sætte tal på, hvor mange procent det vil reducere biltrafikken. Men det vil være oplagt for Trængselskommissionen at regne på, siger han til metroXpress. Socialdemokraternes transportordfører, Rasmus Prehn, har ifølge avisen også »sympati« for forslaget. DELTAG I DEBATTEN HERUNDER ELLER PÅ VORES FACEBOOK-VÆG: ER DET DEN RIGTIGE LØSNING, ELLER SKAL DER NOGET HELT ANDET TIL?