Når ridderen på den hvide hest ikke dukker op, vælger mange kvinder insemination for at få børn. Det betyder, at mange børn ikke kender deres biologisk far.

Antallet af børn, der aldrig kommer til at kende deres biologiske far, er stærkt stigende. Nye tal fra Sundhedsstyrelsen viser ifølge Politiken onsdag, at antallet af inseminationer med donorsæd i 2006 lå på 1333, mens tallet i 2008 var mere end fordoblet til 3088. Her er tale om minimumtal, da ikke alle klinikker indberetter antallet til myndighederne.

Dansk Fertilitetsselskabs egen optælling viser, at der i 2008 blev foretaget mere end 7000 behandlinger med donorsæd. På den baggrund anslår Fertilitetsselskabet, at godt 2300 kvinder fik donorbehandling alene sidste år.

På en af landets største fertilitetsklinikker, Trianglen ved Hellerup, forklarer overlæge Kåre Rygaard stigningen med, at modne kvinder tager sagen i egen hånd i stedet for at acceptere barnløshed.

- Vi ser mange modne kvinder, som er blevet 36-38 år og kan se, at ridderen på den hvide hest bliver ved med at ride forbi dem. De tager i dag sagen i egen hånd og kontakter en fertilitetsklinik, siger han til Politiken.

Foruden danske kvinder er der kvinder fra udlandet, som søger til Danmark, fordi de ikke i deres hjemland kan vælge en anonym sæddonor.

Samtidig med at flere danske børn ikke vil kende deres biologiske far, er der flere, som ikke vil kende deres biologiske mor. Efter at loven om ægdonation i 2007 blev ændret, så også fertile kvinder må donere æg, er det blevet mere almindeligt. I 2008 modtog 228 kvinder et donoræg.

/ritzau/