Den fynske grønthandler Mango I/S er under mistanke om at have solgt inficerede agurker i både Tyskland og i Danmark.

Agurkerne stammer fra to danske gartnerier - og er blevet solgt i en butik i Bazar Fyn i Odense og eksporteret til Tyskland.

De danske fødevaremyndigheder valgte i går aftes at kalde alle agurker tilbage fra Mango I/S.

- Vi tager ingen chancer i den her sag. Men foreløbig ændrer vi ikke anbefalinger - danskere kan roligt fortsat spise danske agurker. Og vi trækker heller ikke alle agurkerne tilbage fra de to danske gartnerier før vi har fået dem undersøgt, siger fødevareberedskabschef Kim Valdrup Sigsgård til B.T.

LÆS OGSÅ:

Der er nemlig blevet fundet inficerede agurker hos en tysk grossist, der havde blandet danske og hollandske agurker sammen. De tyske myndigheder ved derfor ikke, hvor de nye inficerede agurker stammer fra. Og man har derfor valgt at kalde agurker tilbage fra begge lande. Det kan nemlig lige så godt være de danske, som de hollandske agurker, der er inficerede.

- Foreløbig er mine agurker jo kun under mistanke. De stammer fra to forskellige danske gartnerier. Hvilke vil jeg ikke sige - og jeg vil også kun sige, at det er et stort parti, som jeg har solgt til Tyskland. I Danmark er der kun solgt 5-6 kasser agurker, siger Kharlid Monsur, der ejer grønthandlerfirmaet Mango I/S til B.T.

LÆS OGSÅ:

Sagen kom i går aftes bag på næstformanden for de danske gartnerier.

- Er vores agurker ramt, må vi jo se, hvad vi kan gøre ved det. Selv om vi har en høj kontrol, så er vi jo heller ikke stærkere end det svageste led, siger Mogens Christensen, næstformand hos Dansk Gartneri til B.T.