Alle Diana Larsens familiefotos blev destrueret, da hendes mors dødsbo blev overtaget af kommunen.

Flere hundrede familiebilleder og -minder fra 23-årige Diana Larsens liv er forsvundet for altid.

Talrige fotoalbum blev nemlig destrueret af folk fra Nyborg Kommune, efter at kommunen havde overtaget dødsboet efter Diana Larsens mor.

Anni Mary Larsen døde tidligere i år, 54 år gammel, og nu er både hun og alle Diana Larsens minder om hende uigenkaldeligt væk.

Diana Larsen er ulykkelig over det og føler det nærmest som om, en del af hendes barndom er forsvundet for anden gang.

- Jeg blev meget, meget ked af det, da det gik op for mig, at det hele var smidt ud. Og det er jeg stadigvæk. Da jeg tre-fire uger efter bisættelsen ringede til Nyborg Kommune for at spørge om lov til at gå ind i min mors lejlighed og hente familiebillederne og også se, om der var andre personlige ting, sagde ham, jeg talte med: 'Jamen det er da destrueret'. Det var virkelig et chok for mig, siger Diana Larsen, som bor i Gislev på Midtfyn.

Kommunen overtog boet

Når hendes mors hjemkommune i februar var involveret i begravelsen af Anni Mary Larsen, skyldtes det, at Diana Larsen ikke havde råd til at betale for den.

Hun søgte hjælp i Nyborg Kommunes socialforvaltning og fik betalt bisættelsen, og samtidig overtog kommunen moderens dødsbo for eventuelt ved et senere salg af diverse effekter at gøre det muligt at få dækket nogle af udgifterne.

Det er i sig selv helt efter bogen og normal praksis.

Men trods kommunens påstand om det modsatte, mener Diana Larsen ikke, hun blev informeret godt nok om, at hun aktivt skulle have sagt til, hvis hun ønskede noget fra dødsboet.

- Hvis jeg var blevet ordentligt informeret, havde jeg aldrig mistet alt det her. Og det er vel heller ikke forbudt, hvis de folk, der er sat til at tømme dødsboet, tænker sig lidt om og gemmer de familiealbum, der var der. Det siger da sig selv, at man ikke bare smider sådan noget ud.

Der var så mange album, som også indeholdt min mormors gamle billeder, billeder fra min mors og fars bryllup, min egen konfirmation og i det hele taget en masse fra hele min barndom. Men nu har jeg intet tilbage. Intet, siger Diana Larsen, der til daglig arbejder som rengøringsassistent.

Ingen henvendelse

Lone Hartig, gruppeleder i socialforvaltningen i Nyborg Kommune, siger:

- Jeg mener bestemt, den pågældende er blevet vejledt og informeret korrekt, så vi har ikke haft grund til at tro andet, end at hun ikke var interesseret. Hvis hun havde bedt om det, ville hun selvfølgelig have fået billederne. Når vi overtager et dødsbo, går der som minimum 14 dage, inden noget bliver destrueret, og da havde vi heller ikke fået en henvendelse.

Diana Larsen har gennem sin advokat klaget til Nyborg Kommune, som i et svar har påpeget, at den ikke bærer ansvaret.