Dansk Folkehjælp mangler 3,5 millioner kroner for at kunne hjælpe alle de fattige børnefamilier til jul.

Der er indtil nu samlet en million mere ind, end der var ved indsamlingens afslutning sidste år. Der nåede Dansk Folkehjælp op på 5,6 millioner kroner. I går eftermiddag nåede man op på 6,6 millioner.

Alligevel mangler der penge til at give julehjælp til 2.500 fattige børnefamilier.

En del af forklaringen er, at der i år er hele 7.159 familier, der lever op til Dansk Folkehjælps kritierier. Det er 3.000 flere fattige familier end sidste år, der - trods den seneste tids debat om, hvorvidt der er fattige i Danmark - er fattige nok til, at organisationen finder dem berettigede til julehjælp.

- Vores økonomiske udfordring er, at vi skal samle 8,9 millioner ind, hvis vi skal hjælpe dem alle. Så ja, vi er lidt udfordrede, siger generalsekretær Klaus Nørlem, der håber, at Dansk Folkehjælp ved indsamlingens afslutning om to dage kan hjælpe 5.000 børnefamilier.

Den voldsomme stigning i antallet af familier, der søger om julehjælp, skyldes ifølge Klaus Nørlem flere ting. Dels har finanskrisen skabt flere fattige, og dels har flere måske fået øjnene op for, at man kan søge om et bidrag.

Men han oplever også, at fattigdoms-debatten har fået flere til at beholde læderet i lommen.

- Alt stod stille, da der blev diskuteret fattigdom på livet løs. Så havde du spurgt mig om indsamlingen for en uge siden, så havde jeg sagt, at det var en katastrofe, siger Klaus Nørlem.

- Jeg var selv ude og samle ind i lørdags. Jeg kom hen til en ældre mand med raslebøssen og spurgte, om han ville give et bidrag. Han fandt sin pung frem og spurgte, hvad det gik til. Da jeg fortalte, at det var til fattige børn til Danmark, og så sagde han, at 'så giver jeg ikke noget'.

-  I år møder vi langt flere, der siger, at hvis det er penge til de fattige, vi er ude efter, så vil de ikke give noget. Jeg tror ikke, at danskerne er blevet mindre solidariske, men en del har nok nogle overskrifter fra fattigdoms-debatten på nethinden. Det blev noget unuanceret, siger Klaus Nørlem.

Han mener også, at den økonomiske afmatning er med til at få folk til at være mere tilbageholdende med at bruge penge - også til nødhjælp.