Danskerne køber stadig julegaver til børn i den tredje verden i stor stil. Unicef sælger lige så mange Verdensgaver som sidste år.

Mange danskere har i år valgt at give en julegave til et barn i den tredje verden. Unicef Danmark, som står bag konceptet Verdensgaver, melder om samme salgsniveau som sidste år.

I år har danskerne blandt andet købt polio- og mæslingevacciner til 167.100 børn, kladdehæfter og blyanter til 115.800 børn og myggenet til 1160 familier.

- Vi er meget glade for den store opbakning, som danskerne igen i år giver Unicefs Verdensgaver. Indtil videre ligger salget på samme niveau som sidste år, og det er vi meget tilfredse med, siger Gitte Jeppesen, fundraisingchef i Unicef Danmark.

Verdensgaverne er udvalgt blandt de mange hjælpeartikler, som Unicef hver dag året rundt sender til børn i verdens fattigste lande.

Salget foregår på www.verdensgaver.dk og netbutikken er åben alle døgnets timer hele julen.

/ritzau/