Danske soldater dræber barn under kampe i Afghanistan.

I en ildkamp med Taliban har danske styrker i Afghanistan formodentlig dræbt et barn. Kampen mellem den kørende danske patrulje og Taliban varede i få minutter.

Under den kortvarige kamp mandag mente den danske styrke ikke, at der var civile i kampzonen, men en time efter hændelsen ankom flere lokale beboere med en far og hans to døtre, som alle var ramt af skud. Det ene barn var død, oplyser Hærens Operative Kommando.

De foreløbige undersøgelser tyder på, at de lokale beboere ikke var ramt af skud fra den fjendtlige overfaldsstyrke, men fra den danske styrke.

Den danske patruljebase behandlede straks den sårede far og hans halvvoksne datter. De blev siden overført til felthospitalet og er begge uden for livsfare.

Kampgruppen har i de seneste dage været i god dialog med de lokale beboere, og forsøger at hjælpe familien så godt som muligt.
Stemningen overfor de danske styrker i området er positiv, trods den beklagelige tragiske hændelse, lyder det fra Hærens Operative Kommando.

Få civile ofre for danske soldater
Også i maj i år blev et kun treårigt barn dræbt ved Armadillo i Afghanistan efter en halv time lang ildkamp mellem danske soldater og Teleban. Auditørerne har endnu ikke fastslået, hvem der var skyld i barnets død.

Nogle dage i marts i år var danske soldater sammen med britiske styrker i kamp ved stillinger vest for Lashkar Gah, og her mødte lokale beboere op med en død pige og en såret dreng efter hændelsen med påstand om, at de udenlandske styrker var skyld i pigens død.

Tilbage i november 2007 erkendte forsvarsminister Søren Gade (V) for første gang, at danske soldater formentlig var skyld i en civil kvindes død, mens hendes to børn blev såret under kampe med Teleban en måned forinden, nemlig den 5. oktober 2007.

Militærpolitiet og forsvarets auditørkorps konkluderede, at det var sandsynligt, at danske styrker forårsagede kvindens død.