Ugebladet Se & Hør har i mindst fire år gennemført en ulovlig overvågning af kendte danskere ved at købe sig til oplysningerne fra en IT-specialist. Han kunne via sit arbejde for PBS (i dag Nets) overvåge de kendtes kreditkort.

Det fremgår af den nye bog “Livet, det forbandede”, skrevet af journalist Ken B. Rasmussen, der i fem år var ansat på Se & Hør.

Bogen er en roman, som beskriver hverdagen på ugebladet “Set og Hørt”.

Chefredaktør Olav Skaaning Andersen svarer her på spørgsmålene til, hvorfor BT skriver om sagen.

Forfatteren skriver selv, at bogen er en blanding af fiktion og fakta. Hvordan kan BT være sikre på, at dagens artikler om Se og Hørs brug af bl.a. en ulovlig spion ikke er ren fiktion?

- Vi har undersøgt oplysningerne i bogen. Noget er fiktion og andet er fakta. og oplysningerne om den ulovlige overvågning har vi via en længere research fundet ud af er korrekte. Vi har vurderet, at de var væsentlige at fremlægge for offentligheden og derfor har vi bragt dem i BT i dag.

Hvorfor har BT ikke fremlagt konkret dokumentation for jeres nyhed?

- Vi har lavet en grundig research og set dokumentation for dagens nyheder, og vi fortsætter afdækningen den kommende tid. Af kildemæssige grunde kan vi ikke gå længere nu, men hvis det på et senere tidspunkt bliver nødvendigt, er jeg sikker på, at der vil blive fremlagt dokumentation.

Der bliver fremsat en række anklager fra forfatteren, hvad er som du ser det, det mest alvorlige?

- Det mest alvorlige er selvsagt den ulovlige overvågning af en lang række kendte mennesker. At man som borger ikke kan være sikker på, at ens meget private oplysninger ikke misbruges af andre. Den digitale verden giver mange muligheder, men vi må i samme åndedrag sørge for, at vi ikke mister vores frihed og privatliv.

Mange af de her kendisser lever af offentlig omtale. Kan du forstå dem, der mener, at denne slags metoder blot er en del af 'gamet'?

- Nej, det kan jeg på ingen måde forstå. De metoder, som ifølge vores oplysninger har været brugt på Se og Hør, kan på ingen måder forsvares.

Der har tidligere været skandaler om sladderblades metoder i bl.a. England. Hvor stor en skandale er det her egentlig?

- Det er en stor skandale, fordi det handler om et samarbejde mellem en person fra et statsligt selskab og et ugeblad. Det har angiveligt været muligt for Se og Hør at følge en hvilken som helst danskers gøren og laden via kreditkort-overvågning, og det er, ja, en stor skandale.