Livgarden hører til i hovedstadsområdet, fastslår Allerøds borgmester, Erik Lund, der er overbevist om, at politikerne vil redde Høvelte Kaserne.

Den Kongelige Livgarde har haft hovedkvarter i Allerød siden 1945, først i Sandholmlejren og siden 1985 på Høvelte Kaserne. Men nu er kasernen i fare for at lukke på grund af besparelser i Forsvaret.

Det ærgrer Allerød Kommunes borgmester, Erik Lund (K), der har svært ved at forlige sig med regeringens planer om at flytte Livgarden til Vordingborg.

- Livgarden har alle sine hovedopgaver i hovedstadsområdet. Det er her, de hører hjemme, så det vil være helt hovedløst at flytte garden til Sydsjælland, siger borgmesteren til Berlingske Nyhedsbureau.

Han understreger, at han ikke er bekymret på sin kommunes vegne rent økonomisk.

- Vi kommer ikke til at miste ret mange arbejdspladser, hvis kasernen lukker, og der skal nok være købere til de huse, som kasernens folk sælger. Men det er trist, hvis Allerød mister sin status som garnisonsby, og jeg synes ikke, det er rimeligt, at folkene fra Livgarden, der har ydet en kæmpe indsats for Danmark, skal rykke deres liv op med rode og flytte til Vordingborg, siger Erik Lund.

Han er dog overbevist om, at politikerne på Christiansborg vil opgive planerne om at lukke garderkasernen i Høvelte.

- Forhandlingerne er ikke slut endnu, og jeg føler, at vi har skudt alle Forsvarsministeriets argumenter for at lukke kasernen ned, siger Allerøds borgmester.

Foruden Høvelte har regeringen lagt op til, at kasernen i Varde skal lukkes for at spare et større milliardbeløb, erfarer TV2 Nyhederne.