Svenn Dam bekræfter, at han har aftaleudkast om millioner til Morten Lund, hvis Nyhedsavisen lukkede.

Direktør for Nyhedsavisens moderselskab, 365 Media Scandinavia, Svenn Damm, bekræfter nu over Ritzau, at han er i besiddelse af et udkast til en aftale om, at Nyhedsavisens ejer, "Morten Lund og kompagni uden for landets grænser ville få en masse penge, hvis Nyhedsavisen lukkede".

Aftaleudkastet er ifølge Svenn Dam, der samtidig er bestyrelsesformand for Nyhedsavisen, dateret den 28. august - få dage før avisens lukning - og ikke underskrevet.

- Men jeg kan da godt se, at dokumentet nok ikke var tiltænkt mig, siger han.

Ifølge Nyhedsavisens tidligere direktør, Morten Nissen Nielsen, og tidligere chefredaktør Simon Andersen har de begge tidligere i fortrolighed fået at vide af Morten Lund, at Berlingskes ejer, David Montgomery, havde tilbudt ham 200 millioner kroner på en hemmelig konto.

Hverken Svenn Dam, Simon Andersen eller Morten Nissen Nielsen tør sige, om aftaleudkastet er blevet underskrevet og effektueret, men koncernchefen for Berlingske Media afviser pure:

- Det er totalt nonsens, men jeg kan ikke svare for, hvad Morten Lund har siddet og skrevet og fantaseret sig til, siger Lisbeth Knudsen.

/ritzau/