Frygten for den farlige tarmbakterie VTEC fastholder sit tag i danskerne. Agurkesalget er fortsat sløjt.

Selvom danske agurker blev renset for al bakteriemistanke i tirsdags, er salget langt fra tilbage på det normale niveau.

Den seneste lille uges tid er der kun solgt omkring halvdelen af det antal agurker, der blev solgt før agurkekrisen.

- Det er farligt at slynge en mistanke ud, når man ikke kender kilden. Vores producenter er røget ind i en kæmpe krise, fordi de ikke har kunne få afsat deres agurker, siger Mogens Christensen, næstformand i Dansk Gartneri.

SE STOR GRAFIK OVER HELE VTEC-FORLØBET HER

Han glæder sig dog over, at smittekilden nu formentlig er identificeret. Meget peger i retning af bønnespirer fra en enkelt gård i den tyske delstat Niedersachsen, og de tyske myndigheder forventes at komme med de endelige resultater senere mandag.

Spirerne er blevet solgt på et frugt og grøntmarked for erhvervslivet - Hamburgs pendant til Grønttorvet i København og er ikke endt i nogen danske butikker.

- Det har været den helt store udfordring ikke at vide, hvor smitten kom fra, så det er meget positivt, hvis man omsider har fundet kilden, siger Mogens Christensen.

- Det får nogle kæmpe økonomiske konsekvenser, både i Danmark og i resten af Europa. Hvor meget ved vi ikke endnu - det kommer an på, hvor længe forbrugerne vælger agurkerne fra, fortsætter han.

Den foreløbige vurdering lyder dog, at danske agurkeavlere de seneste dage har smidt agurker ud for godt en halv million kroner om dagen. Samlet set er deres indkomst for 2011 allerede halveret.

- Nu håber vi bare, smittekilden bliver endeligt identificeret, så vi kan komme op på fuld styrke igen, siger Mogens Christensen.

/ritzau/